|
|
|
|
|
Julebog 2013
Kære Lærke Farmors dagbog for 1947 (En dagbog er en bog hvor man skriver hvad man oplever) Da jeg var 8 år ligesom du er nu skrev jeg ikke dagbog, men nu vil jeg prøve at skrive som det
havde stået i den hvis jeg havde skrevet det dengang. Det er jo mange år siden, så måske er der ting som jeg ikke husker, men så må jeg jo digte lidt. I hvert fald kunne det være sket på den måde.
1. januar 1947 Nu skal vi til at skrive 1947, bare det nu bliver et godt år! Vi havde en rigtig dejlig nytårsaften i aftes. Bedstemor var kommet på besøg,
hun er jo alene nu da bedstefar døde i maj. Hun er meget ked af det, men vi fik hende i lidt godt humør i aftes. Vi fik flæskesteg med rødkål, brune og hvide kartofler, brun sovs og halve æbler med ribsgele. Bagefter
fik vi citronfromage. Det smagte dejligt. Bag efter tændte far juletræet og vi sang ”Vær velkommen herrens år”. Så legede vi ”Skibet er ladet med” og andre lege. Så kom moster og onkel
Aage og vi skulle have kaffe, men så var kaffekanden forsvundet, nogen havde gemt den, men den blev da fundet igen. Så sagde mor at vi skulle prøve noget sjovt! Vi skulle i seng og sove lige til næste år. Det syntes jeg
var noget dumt noget, men måtte jo gøre som hun sagde. Da jeg var kommet i seng føltes den klumpet. Det var mor der havde puttet en masse skrammel i vores senge. Torsdag den 23. januar
I dag er det Solvejgs fødselsdag, hun bliver 6 år. Mor har købt 3 fine lommetørklæder som jeg skal give hende i fødselsdagsgave, og så har jeg syet S H på dem. Jeg har glædet mig til at give
hende dem og kunne næsten ikke vente. Da jeg vågnede råbte jeg ind til far og mor og spurgte hvad klokken var, der står døren altid på klem så de kan høre os. Far råber ”hal tov”
men jeg tror han siger ”hal syv” så jeg vækker Solvej og giver hende fødselsdagsgaven som hun straks pakker op. Men nu kommer både far og mor ind og siger at klokken er altså kun halv to, og nu skal vi altså
lægge os til at sove igen. Onsdag den 5. februar I dag har jeg ikke været i skole. Det er fordi det er et en frygtelig snestorm. Det begyndte allerede i går, så far kom og hentede mig
hjem fra skole, og så har det sneet hele natten og hele formiddagen, så nu ligger sneen helt op til taget på kostalden. Alle vejene er lukkede af sne og mælkemanden har ikke været her og hente køernes mælk,
og posten har heller ikke været her. Så vi er helt alene her på gården, og kan ikke komme nogen steder. Jeg synes det er lidt hyggeligt, og vi børn leger inden døre, men jeg håber jeg kan komme i skole
i morgen, for da skal vi have historie, og det elsker jeg. Mandag d. 17. februar I dag er det fastelavn og vi har været tidligt oppe. Før alle andre
på gården vågnede kom mor ind og vækkede os. Hun hjalp os med at blive klædt ud og få maske på. Så tog vi vores fastelavnsris for at banke alle op. Først op på loftet for at banke på
Signes seng og synge fastelavnssang, så ned i karlekammeret og banke på Karls seng og synge, så ind i soveværelset og banke på fars og mors senge og synge. Mor var kravlet i seng igen og lod som om hun sov. Vi sang: Fastelavn
er mit navn. Boller vil jeg have, Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade. Det er også min fars fødselsdag i dag,
han bliver 38 år. Derfor har vi mange gæster i aften. Jeg kan så godt lide når fars søstre kommer, for de er så glade og sjove og griner og pjatter.
Onsdag den 12. marts Der er sket noget sjovt, i hvert fald for os børn. De voksne synes vist ikke det er sjovt. Der er oversvømmelse i hele byen! Der lå en masse sne overalt, og så
blev der et voldsomt regnvejr så sneen smeltede, og da jorden er frosset kan alt det vand ikke forsvinde, så det meste af byen står under vand. Skolen ligger så højt at der ikke er vand inde i huset, men legepladsen og plantagen
er helt væk og vejen kan vi ikke se hvor er. De store drenge morer sig med at sejle rundt i et badekar, men da badekar ikke er egnede som båd vælter de tit og må løbe hjem efter tørt tøj! Nede ved
moster og onkel Åge står vandet så højt inde i stuen at de må lægge 4 mursten under hvert ben af møblerne for at de ikke skal stå i vand, og gå rundt med gummistøvler på inden døre.
Jeg besøgte dem i eftermiddags og syntes det var meget sjovt. Deres hønsehus er også fuldt af vand, så hønsene er kommet over til os. . Lørdag den 29. marts
I dag fik vi påskeferie. Det var sidste dag i 1.(2.) klasse hvor jeg kun gik i den lille skole hos frk. Petersen. Efter påske på tirsdag den 8. april skal jeg møde i den store skole hos lærer Lægaard.
Jeg er den eneste pige der skal begynde der, og så er der 4 drenge. Margit Laursen som jeg har siddet ved siden af i 2 år var ikke dygtig nok, men skal gå et år mere i den lille skole. Det er jeg ked af, vi har været gode
veninder. De små der startede sidste år var jeg også gode venner med og legede godt med, så dem vil jeg også savne. Nu skal vi møde hver dag kl. 10. til kl. 12.00. i den store skole hos Lærer Lægaard,
så har vi en ½ time fri til at komme hjem og spise til middag og så skal vi gå i den lille skole ved frk. Petersen fra kl. 12.30 til kl. 14.30. Men det er også lidt spændende at prøve noget nyt. Torsdag
den 10. april I dag har jeg fødselsdag og bliver 9 år. Jeg har haft pigerne i min skoleklasse til fødselsdag her hjemme. Vi fik chokolade og boller og lagkage, og bagefter legede vi i haven. Det gik helt
godt. Der er 3 store piger foruden mig, Edith, Anne Margrethe og Kalis. Da vi skulle gå herud sagde Edith at hun glædede sig til at komme ud og lege med Solvejg, For hun var så køn med det sorte krøllede hår.
Der er aldrig nogen der siger at jeg er køn! Tvært i mod synes mor mit hår er grimt, helt glat og en kedelig farve. Så i sidste uge blev jeg sendt til damefrisør og blev permanentet. Det er væmmeligt, jeg får
ruller i hele håret og så bliver der sat ledninger til og sat strøm på. Det bliver så tungt og meget varmt, og jeg fik et stort brandsår i nakken
Onsdag den 30. april. I aften er det Valborgaften og vi skal have valdborgblus nede bag ved haven. Far har en masse grene og kartoffelkulehalm han skal have brændt af. Valborgblus brændte
man i gamle dage fordi det var den aften man troede heksene fløj til Bloksbjerg og holdt møde med fanden, og for at de ikke skulle sætte sig og hvile på marken var man nødt til at have ild. Det ville ellers give dårlig
korn og roer. Det er sjovt at brænde blus. Vi får lov at sætte kartofler på en lang ståltråd og lægge dem ind i ilden, og når de er bagt færdig smager de bare fantastisk godt, selv om skindet er
helt sort. Bag efter serverer mor æbleskiver og varm cacao inde i stuen, det er bare så hyggeligt. Onsdag den 7. maj. I dag er jeg begyndt at gå
til klaverspil. Hver onsdag når jeg får fri i skolen skal jeg cykle til Sangstrup og få undervisning i at spille klaver. Det er en ung pige der hedder Asta der er min lærer. Hun er datter af smeden i Sangstrup og de bor
i et hus med en smedje i. Huset hedder ”Jenle” og er lige på hjørnet ved Mindestenen. Alle hendes elever bliver fotograferet ude ved Mindestenen der er rejst til minde om krigens slutning 5. maj 1945. I fødselsdagsgave
fik jeg en fin dokumentmappe som jeg skal bruge til mine noder. Jeg tror det er svært at lære at spille, og man skal øve sig meget derhjemme, det er jeg ikke så glad for.
Tirsdag den 10. juni. I aftes var der et frygteligt tordenvejr. Da det begyndte at buldre sagde min mor at jeg skulle skynde mig og cykle ind til bedstemor i Voldby og sove der da hun jo bor alene nu bedstefar
er død og hun er så bange i tordenvejr så det var synd at hun skulle sove alene. Jeg kunne ikke forstå hvordan et barn som mig kunne passe på en gammel dame som bedstemor, men gjorde som mor sagde. Bedstemor blev
glad da jeg kom, og jeg sov i bedstefars seng ved siden af bedstemor. Det er lidt spændende at sove ved hende, for når hun trækker af tøjet har hun sådan noget sært tøj under sin lange kjole, hun har noget
på hun kalder en klokke, det er et langt underskørt der er til at binde i taljen, og så har hun lange sorte strømper og en strikket undertrøje. Jeg sov godt, og kunne nå at cykle hjem og komme i skoletøjet
inden jeg skulle møde kl. 10. Torsdag den 19. juni. Der er sket noget fantastisk! Vores farbror er kommet hjem fra Amerika! Da jeg cyklede hjem fra skole mødte jeg far der var på vej den
modsatte vej. Han stoppede og fortalte at han var på vej ind til bedstemor fordi Marius var kommet hjem. Marius har boet i Argentina i 22 år, og i al den tid har han ikke været hjemme, så det er vel nok spændende. Jeg
glæder mig meget til at se ham. Bedstemor har godt nok et billede af ham hun fik sidste år da han igen kunne sende breve hjem. Det kunne han ikke da der var krig. Nu bliver bedstemor da glad, så skal hun ikke bo alene mere. Mon
han har noget med hjem? Det bliver så spændende at se ham. Lørdag den 21. juni. Så har vi haft besøg af farbror Marius. Han var her da jeg kom hjem fra skole. Han
så ud som en almindelig dansker, men hans tøj var sjov, han havde lyserøde bukser med smalle hvide striber, det har jeg godt nok aldrig set en mand med før, og så havde han den flotteste livrem jeg har set. Han havde
også gaver med. Mor fik et par nylonstrømper, sådan nogle har hun aldrig haft før. Jeg fik et lommetørklæde der var fra Cuba, for der havde skibet gjort holdt på vejen. Det var håndmalet med et fint
mønster, Og så stod der M H på det, for det passer både til Marius og mig, så derfor skulle jeg have det. Så gik han rundt på hele gården for at se hvordan der så ud nu hvor han boede som barn.
Jeg tror han synes at alt ser godt ud.
I dag har vi fået sommerferie, tænk at have fri fra skolen i 5 uger, jeg er så glad! Jeg er ikke ret glad for at gå i skole, jeg bliver nemlig tit drillet. Mest af de store piger fordi jeg er den lille, og
ikke er så dygtig til at spille bold og løbe stærkt som dem når vi leger i frikvarteret. Drengene driller også sommetider, de kalder mig ”Gøgen”. Det er jeg nu ikke så ked af, jeg synes faktisk
at en gøg er en sjovere fugl end en høg, så jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor de kalder mig det, men når det er for at drille er det jo ikke sjovt. Skoletimerne kan jeg godt li´, Lægård er så
god til at fortælle for os, og nogen gange glemmer han helt at give os frikvarter fordi han har så meget at fortælle. Når vi så får frikvarter kan det godt vare meget længe før vi bliver kaldt ind igen.
Mandag den 28. juli Solvejg og jeg har været på ferie hos mormor og bedstefar i Sangstrup en hel uge, det er vi hvert år, og det elsker vi begge to. Vi bliver rigtig forkælede,
og skal slet ikke hjælpe til eller lave noget, men bare lege hele dagen. Mormor har 2 tjenestepiger, og den ene må sy dukketøj til os når de har tid. En af dem må også gå med os til havet og bade. Bedstefar
har mark helt ud til vandet og der er en stejl klint ned til stranden som vi skal klatre ned af, men vi har lært hvordan vi skal bære os ad så vi ikke dratter ned og slår os Ihjel, for det kan man nemlig godt. Vi behøver
ikke have badetøj på, for der kan ikke komme andre der, vi er helt alene. Der er også to store piger på ferie sammen med os. Mors fætters datter Bodil Fogh fra Hammelev og Kredslæge Frickes datter Lis fra Grenå,
men de gider ikke lege med os små. Mandag den 4. august I dag begyndte vi at køre kornnegene hjem fra marken. Det er byg vi først kører ind. Solvejg og jeg skal ”ta´fra”.
Når Henning står på vognen og smider kornnegene ind på gulvet skal Solvejg smide dem hen til mig og jeg skal smide dem hen til far som lægger dem på plads. Solvejg kan næsten ikke løfte negene og stønner
højt for hvert neg og får ikke smidt dem ret langt, så jeg må smide dem langt for at far kan nå dem. Det er væmmeligt, for byg har nogle lange avner der stikker og kradser. Selv når vi er kommet i seng om aftenen
kan vi mærke det kradser. Der er dog en ting der er godt. Når far og Henning kører i marken efter nyt læs, har jeg fri og kan ligge ude på græsplænen og læse til de kommer hjem med nyt læs.
Tirsdag den 12. august. I aften skal vi have ”opskær”, det er en lille fest vi holder når alt kornet er høstet med selvbinderen. Mor laver æbleskiver og varm
kakao, det er bare så hyggeligt. Når alt kornet er kørt ind og anbragt hvor det skal ligge til det skal tærskes i løbet af vinteren, holder vi høstgilde, så kommer bedstemor og Marius og vi får hønsekødssuppe
med kød- og melboller. Bagefter får vi hønsekød i sur-sød sovs og citronfromage. Det smager godt. Der bliver også høstfest i forsamlingshuset, med børnebal først og så for de voksne
bagefter. De har selv fint pyntet smørrebrød med og måske en enkelt øl. Faktisk må der ikke drikkes øl i forsamlingshuset, men der er mange der gør det alligevel. Det er fordi alle er så glade for
at høsten er i hus, og det store arbejde er færdigt. Tirsdag den 2. september I dag fik vi lov til at cykle til Karlby strand og bade i vores gymnastiktime fordi det var et dejligt vejr.
Vi cykler på en lang række og lærer Lægaard kører bagefter i sin bil, han kan ikke holde ud at cykle. Han går heller ikke selv med i vandet men sidder oppe på land og holder øje med os. Om sommeren
plejer vi ellers at spille håndbold i vores gymnastiktime. Det bryder jeg mig ikke om, for jeg er ikke ret god til det. Om vinteren har vi gymnastik, vi har ikke en gymnastiksal til skolen, men bruger forsamlingshuset. Det kan jeg meget bedre
li´ bare vi ikke skal springe over hest, for det kan jeg ikke. Vi bruger ikke gymnastiktøj, men vi piger stopper vores kjoler op i buksebenene, så kan vi bedre røre os og drengene kan ikke se vores bukser.
Onsdag den 17. september I dag har vi haft sy skole, det har vi hver onsdag. Så bliver pigerne en time længere og der kommer 4 piger fra Sangstrup og 1 fra Thorsø og er med da de ikke har nogen lærerinde
på deres skoler men kun 1 lærer. Det er sjovt, vi lærer at sy og brodere, og vi lærer også at strikke og hækle. Vi har syet en symappe. Det er ligesom et forklæde med en stor lomme som vi kan have vores
sysager i. Jeg er ved at strikke et halstørklæde, men er ved at være træt af det, da det skal være meget langt. I dag sad Edith og Anne Margrete og pjattede og syede deres kjoler sammen! Det opdagede frøken
Petersen og blev vred, så Edith tog en saks og klippede dem fri, men så blev der et stort hul i Anne Margrethes kjole, og så tudede hun og sagde at, nu fik hun skældud når hun kommer hjem. Onsdag
den 1. oktober. I dag er jeg begyndt at møde i skolen efter vinterplanen. Jeg skal først møde kl. 12.30 og får fri kl. 15.30. men jeg skal stadig gå både hos lærer Lægaard først
og så hos frk. Petersen bagefter, og så skal jeg gå i syskole om formiddagen kl. 11 til 12 om onsdagen. Da det kan knibe med at nå hjem til middag til vinter når det bliver sne og jeg skal gå skal jeg gå hen
og spise min middagsmad hos bedstemor, det glæder jeg mig til. Jeg synes bedstemor laver sådan noget god mad, men hun spiser ikke så meget af det selv, hun tager bare lidt på en underkop og så går hun frem og tilbage
og varter os andre op. Det er nok derfor hun er så slank. Når hun drikker kaffe hælder hun den også fra koppen ned i underkoppen og drikker af denne. Og så kan hun godt li ‘at ha´ en sukkerknald i munden i mens.
Lørdag den 18. oktober. I aften skulle mor og far i byen og spise, så vi var alene hjemme med Signe. Signe er vores tjenestepige, men hun er ikke en helt almindelig ung pige, hun er 40 år gammel
og ikke for kvik. Mor er tit træt af hende da hun kan være ret fjollet. Nå men hun fik lavet aftensmad til os og læst godnathistorie. Jeg var spændt på om hun kunne læse, men det gik helt godt. Så
skulle hun lægger Karin i seng, Karin er lige blevet 1 år, så hun kan ikke selv. Men så gik det galt, da Signe ville trække kjolen over hovedet på Karin satte den sig fast og kunne ikke komme hverken op eller ned
og Karin skreg helt vildt. Signe vidste ikke hvad hun skulle gøre, men Solvejg fandt en saks så hun kunne klippe kjolen op og få den af. Men mor blev godt sur over at kjolen var ødelagt.
Lørdag den 1. november. I dag er Signe rejst og vi skal ikke have pige mere. Nu hvor Karin er blevet et år, mener mor og far vi kan klare os uden. Hvis far og mor skal i byen om aftenen vil vores
karl Henning høre efter os. Solvejg og jeg skal så hjælpe mor noget mere end vi gør nu. Vi skal vaske op efter aftensmaden, skrælle kartofler, vaske gulve, bage, gå i brugsen og hvad vi ellers kan hjælpe
med. Så får vi hver 5 kroner om måneden som bliver lagt i vores sparebøsse og sat ind på vores bankbog. Signe var meget ked af at rejse da hun elsker Karin, hun sagde hun vil besøge os rigtig tit for Karin
er lige i den ”gjæveste” alder, men det har hun sagt både da hun var helt lille og hele tiden siden. Søndag den 16. november. I dag er det søndag, jeg elsker søndage,
så får vi så meget god mad. Hver søndag morgen får vi blødkogte æg og rundstykker. Rundstykkerne kommer Marius med fra Blok i Voldby. Til middag i dag fik vi Kyllingesteg med brun sovs og kartofler
UM! Og bagefter fik vi citronfromage. Til eftermiddagskaffe fik vi æblegage med flødeskum. Medens far og mor sov til middag skulle jeg knuse tvebakker og stege raspen med smør og sukker og lægge det sammen med æblemosen,
og så piske flødeskum og komme på. Til aften smurte mor fint smørrebrød som hun pyntede så det blev rigtig flot, og så fik vi æblemost i vores kopper i stedet for mælk. Så søndag
er godt her hos os. Lørdag den 6. december I aftes skulle far og mor i byen og Henning havde fri, så vi skulle passe os selv. Karin var puttet og sov, og Solvejg
og jeg skulle sove i mors seng så vi kunne høre efter hende. Vi har det sjovt når vi er alene hjemme, laver hule med tæpper under bordet og hopper rundt på stolene og larmer. Da vi var kommet i seng og lå
og sov begyndte Karin at vågne og græde. Solvejg forsøgte at trøste hende, men jeg sagde at hun måtte græde sig i søvn og lagde mig til at sove igen. Karin skreg bare højere og højere og til
sidst gik Solvejg ind i stuen og ringede på telefonen, man må ellers ikke ringe efter kl. 8 for da har centraldamen fri, men Solvejg var ligeglad, hun ringede og bad om brugsen, for det var der far og mor var på besøg. Far og
mor måtte så på cyklerne og hjem, så kunne de selv passe deres skrigeunge Tirsdag den 30. december. Så er julen ved at være ovre for i år. Vi har haft en god jul. Juleaften
var bedstemor, Marius og faster Lida her og vi fik flæskesteg og risalamande. Mandelgaven fik Niels, det var en chokoladecigar øv. Den bedste julegave jeg fik, var fra Marius, det var en malebog med rigtig svære billeder at male,
et af Lillebæltsbroen og et af lyntoget. Første juledag fik vi om morgenen kogt braset flæsk og varmt juleøl til morgenmad, heldigvis var der også medisterpølse! Om eftermiddagen kørte vi til Sangstrup til
mormor og bedstefar. Til aften fik vi igen flæskesteg og vi fik igen julegaver, det bedste var fra onkel Petri, der fik Solvejg og jeg en hel mange hønseringe. Anden juledag var vi så hos bedstemor, vi fik igen flæskesteg med
brun sovs og kartofler, for alle har slagtet gris til jul. Fjerde juledag var vi til juletræ i forsamlingshuset, efter vi havde danset om træet fik alle vi børn en pose med godter og en hel appelsin hver, og bagefter var der dans.
|
|
|
|
|
|