Min Skoletid:
Jeg kom i skole 1. april 1945 da jeg var 7 år og gik der til 31. marts 1952, altså 7 år som var skolepligt dengang. Vi gik i 3 klasser, 2 år i første klasse, 2 år i anden klasse og 3
år i tredje klasse.
Der var 2 skoler i Voldby dengang. Den ”bette” skole med en forskolelærerinde, Frk. Petersen, og en ”stor” skole med en lærer der hed Lægaard. Begge skoler havde et klasseværelse
og en lejlighed til læreren som så boede der.
Det var meget praktisk da de så kunne holde orden på skolen og passe haven og legepladsen. De skulle også tænde op i kakkelovnen inden vi kom og fyre i den hele dagen.
I den ”store” skole var der dog en kone der kom og gjorde skolestuen ren.
Den første dag fulgte min mor mig i skole. Alle mødrene sad på række langs vægen, og jeg kikkede på dem og syntes min mor
så anderledes ud en de andre mødre. De var alle sammen gamle koner i mørkt tøj medens min mor var ung og smart i noget pænt tøj og med smukt hår.
Vi var 6 nye elever i klassen, en pige mere der også
hed Margit og 4 drenge. De hed Anders, Frank og Jens, og så en jeg ikke husker hvad hed da han snart efter rejste til Esbjerg, men vi kaldte ham ”Sukkermel`mad” da han altid havde ene rugbrød med sukker på i sin madpakke.
Når vi mødte i skolen om morgenen begyndte vi altid med en morgensang, Når jeg i dag hører ”Nu titte til Hinanden” føler jeg mig næsten tilbage i den lille skolestue i Voldby. Det var bare så dejligt.
Vi fik en læsebog der hed Svanebogen, et ternet og et linjeret hefte til vores skoletaske. Min skoletaske var en brun lædertaske til at bære over skulderen som havde været en onkels. I tasken havde jeg også et penalhus med
blyanter og et viskelæder.
Selv om jeg var 7 år havde jeg ikke lært at cykle endnu, jeg havde lige fået min første cykel, men de første dage måtte jeg gå de næsten 2 kilometer til skolen
og hjem igen. Så det var bare med at få lært at cykle. Det lærte jeg så snart efter, og så var det kun om vinteren når der var meget sne at jeg måtte gå.
Vi boede på gården ude
på marken, og jeg var ikke vandt til at lege med andre jævnaldrende børn, så de første dage turde jeg slet ikke gå ud i frikvarterende. Jeg syntes der var så frygtelig mange børn der for rundt i mellem hinanden
og råbte og skreg.
Efter nogle dage vovede jeg mig forsigtigt ud på trappestenen og forsøgte at finde ud af hvad de legede. Det de mest legete hed ”Tik” Det gik ud på at der var en der skulle være den og så
skulle han fange en anden og røre ved ham og sige tik, og så var det ham der var den. Jeg fandt også ud af at der var noget der hed ”Helle” og når man stod der kunne man ikke røres, så nu vovede jeg mig forsigtigt
derud og stod.
Ti dage efter jeg var begyndt i skolen havde jeg 7 års fødselsdag. Den dag havde jeg alle pigerne i klassen og frøken Petersen med hjem til fødselsdag.
Vi børn løb og legede
i haven, og her var jeg bestemt ikke bange for at lege med de andre, for nu var jeg jo hjemme og det var mig der bestemte hvad vi skulle lege.
Vi fik æblemost og boller og lagkage og havde en herlig dag hvor jeg var midtpunkt.
Da jeg havde
gået i skole en måned skete der noget fantastisk dejligt. Krigen der havde varet i 5 år sluttede nu 4. maj om aftenen, Da jeg gik i skole lørdag morgen kunne jeg hele vejen høre kirkeklokkerne ringe, og det blev de ved med hele
formiddagen.
Da alle børn i de to skoler var samlede gik vi alle hen til Mindestenen og byens flagstang hvor efter hånden alle byens folk samledes.
Vi skulle hejse flaget, og tænk! Jeg fik lov at holde i det ene hjørne
af flaget medens den blev hejst.
Så blev der sunget en masse sange og alle folk var helt vildt glade.
Skolen havde nogle fine toiletter i et udhus, men dem skulle jeg i hvert fald ikke bruge. Da vi kun var i skole i 3 timer hver dag
var det jo heller ikke nødvendigt.
Men så var der en dag hvor jeg begyndte at gå hjemad; at jeg kunne mærke at jeg bare skulde på vc hurtigt. Jeg løb tilbage til skolens toiletter og nåede det også
– næsten -! Der kom kun en lille smule i bukserne.
Men det var alligevel lidt ækelt at gå hjem i de klistrede bukser, og mor skældte ud da hun måtte til at hjælpe mig med at blive vasket og få rene
bukser på.
Men nu havde jeg da lært at bruge skolens toiletter.t bedste fag vi havde var Danmarks historie. Frk. Petersen var så god til at fortælle og samtidig tegnede hun billeder af hvad hun fortalte på tavlen.
Hun var god til at tegne.
Først fortalte hun om de gamle guder, Odin, Thor og alle dem. Det var så spændende. Derefter fik vi fortalt om sagnkongerne, Rolf Krake, Kong Skjold. Det var som det rene eventyr.
En gang spurgte hun
hvad vi helst ville i en historietime, ud og lege eller have historie. Vi skreg alle ”Historie – historie - historie”!
I bibelhistorie fortalte og tegnede Frk. Petersen om alle historierne i bibelen, og i geografi tog hun os
med hele Danmark rundt. Vi legede at vi alle sammen havde fået nye røde cykler og så kørte vi fra sted til sted og fik fortalt om byerne og de andre steder vi mødte.
Vi skulle også lære alle bynavne
ved at synge en sang om dem. På melodien ”Hønsefødder og gulerødder” sang vi: Skagen, Frederikshavn og Sæby, Hjørring og Nørre Sundby, Brønderslev og ved Limfjorden Aalborg o.s.v.
Når vi havde dansk skulle de store læse højt medens vi små øvede os i at skrive bogstaver. Vi startede med de store bogstaver og skrev først en side med ene A er, så B er o.s.v.
Da vi kom til I sad
vi og pjattede, det var bare så let, kun bare lodrette streger, det kunne vi gøre uden at se på det, og vi kunne gøre det medens vi sov og det var bare for let og sådan sad vi og pjattede medens vi skrev linie efter linie med
I er.
Det er klart at vores I er slet ikke stod pænt lige og på linie da vi var færdige, og så fik vi skæld ud og blev sat til at skrive dem om igen.
I regning havde de store hovedregning medens vi små
skulle regne efter vores regnebog og omvendt.
I regning havde vi også lektier med hjem med regnestykker vi skulle lave der hjemme.
En gang havde vi regnestykker for der hjemme, og min mor forlangte at jeg først skulle lave
dem før jeg måtte gå ud og lege.
Der var bare det kedelige at min far gik ud for at skille tærskeværket, som var en stor maskine man havde før man fik mejetærskere og som stod nede i laden. Jeg
ville frygtelig gerne se hvordan sådan et så ud indvendigt, så jeg var godt sur over at lave lektier i stedet.
Vi havde ikke gymnastiktimer, men hvis vi børn begyndte at sidde uroligt og ikke kunne koncentrere os blev
vi sendt ud på gulvet, og så fik vi noget gymnastik så vi kunne få rørt os lidt. Det tog måske 5 minutter, men så kunne vi sidde stille lidt igen.
Vi havde heller ikke sangtimer, men vi sang nogle sange
ind i mellem skolearbejdet. Vi lærte rigtig mange sange. Vi havde også blokfløjter og Frk. Petersen spillede violin, men da hun ikke var god til det og vi ikke var gode til blokfløjter lød det ret så jammerligt, næsten
som at trække 10 katte i halen! Men vi syntes alligevel det var sjovt.
Vi havde også noget på skoleskemaet der hed tegning. Vi havde en bog hvor der var en tegning på venstre side,og på højre side var der en
hel masse prikker vi skulle forbinde så det blev lige som tegningen på venstre side. Det var meget let og blev også fint.
Men Frk. Petersen fandt selv på så mange ting vi kunne lave i stedet. For eks. skulle vi lave
dukkemøbler. Vi skulle gå ned til gartneren og bede om nogle blomsterpinde og hen til snedkeren og bede om nogle høvlspåner, så kunne vi lave nogle fine dukkemøbler af det.
Jeg turde hverken gå til
gartneren eller tømreren, så jeg fik aldrig lavet dukkemøbler, men det gjorde nu ikke noget, for det var noget værre pindeværk de andre fik lavet.
Vi havde også noget på skoleskemaet der hed tegning.
Vi havde en bog hvor der var en tegning på venstre side,og på højre side var der en hel masse prikker vi skulle forbinde så det blev lige som tegningen på venstre side. Det var meget let og blev også fint.
Men
Frk. Petersen fandt selv på så mange ting vi kunne lave i stedet. For eks. skulle vi lave dukkemøbler. Vi skulle gå ned til gartneren og bede om nogle blomsterpinde og hen til snedkeren og bede om nogle høvlspåner, så
kunne vi lave nogle fine dukkemøbler af det.
Jeg turde hverken gå til gartneren eller tømreren, så jeg fik aldrig lavet dukkemøbler, men det gjorde nu ikke noget, for det var noget værre pindeværk de
andre fik lavet.
Når vi havde været flittige eller dygtige tog Frk. Petersen os sommetider med ud og lege i en skoletime.
Som regel spillede vi rundebold. Frk Petersen gav bolden op, og så gjaldt det bare om at slå
den langt ud så dem vi var på hold med kunne nå at løbe banen rundt.
Vi legede også en leg der hed ”Der kom en mand fra Mexiko”. Vi skulle stå på 2 rækker overfor hinanden på hver
side af legepladsen. Så skulle det første hold gå frem medens vi sang ”Der kom en mand fra Mexiko med store træskostøvler på” Når vi nåede midten løb det andet hold frem og forsøgte
at fange os medens vi styrtede tilbage. De der blev fanget hørte nu til det andet hold og det var nu deres tur til at gå frem og synge.
Vores legeplads var bestemt ikke sjov, det var bare en firkantet plads med grus på. Der
var ingen legeredskaber eller klatreting. Så vi måtte selv finde på noget at lege.
I det ene frikvarter spiste vi vores madpakke, men der var ikke noget at sidde på, så vi måtte stå op eller sidde i gruset.
Vi havde ingen madkasser, så det var bare nogle flade skiver rugbrød med pålæg. De var pakket ind i smørrebrødspapir, og når vi havde spist skulle vi pænt glatte papiret ud og tage det med hjem igen så
det kunne bruges igen i morgen da det var svært at få papir dengang. Plastik og plastikposer fandtes slet ikke endnu.
En dag når det var godt vejr var vi også på udflugt. Turen gik til Thorsø høje, nogle
gravhøje fra Bronzealderen. Der var ca. 3 km. der op, og da ikke alle børn havde cykler måtte vi gå.
Når vi var halvvejs var vi inde på en gård og drikke vand ved stalddøren inden vi gik videre.
Der var lidt skov der oppe og så gik vi piger rundt og sang ”Det er vel nok en dejlig skov, her er ingen røvere” indtil drengene pludselig kom farende og fangede os.
Der var mange ugler der oppe og Frk. Petersen fandt
uglegylp og viste os hvordan vi kunne se hvad uglen havde spist, for der var rester af museknogler og andet spændende i gylpet.
En anden udflugt vi var på hver sommer var den store udflugt for hele byen som de to lærere skiftedes
til at arrangere. Hvert andet åg gik turen til Grenå strand ved ”Havlund” og de modsatte år til ”Benzon (Sostrup) skovens” festplads ved Gjerrild.
Alle kørte i optog med hestevogne og med flag og
pynt. De der ikke havde hest og vogn kørte med nogle af de andre.
Vi havde fint smørrebrød med i en madkasse med skuffer i og der var kaffe til de voksne og saftevand til os børn.
En gang i mellem fik vi
lov til at lave hørespil.
Før fjernsynet kom, kunne vi høre teater i radioen. Der blev skuespil fremført af skuespillere som vi så kun kunne høre. Det var meget populært dengang.
Når
vi skulle lave hørespil blev der hængt et tæppe om lærerindens bord, så kunne ”Skuespillerne” sidde der inde og sige deres roller.
Vi lavede også skolekomedie. En gang havde Frk. Petersen syet nogle
fine kjoler til os piger af kreppapir og digtet nogle sange som vi sang. Hvad drengene lavede kan jeg ikke huske
Så måtte vi invitere vores forældre og søskende til at komme og se det
Når julen nærmede
sig begyndte vi børn at tigge om at synge julesange, men vi skulle vente til december. Den første julesang vi lærte var ”Barn Jesus i en krybbe lå” af H. C. Andersen. en anden hed ”O du dejlige grønne træ”.
Vi sang selvfølgelig også alle de mere kendte julesalmer og sange som vi allerede kendte der hjemme fra.
Vi ”slagtede også en julegris” Det foregik på den måde at vi fik et stykke papir hvor vi først
tegnede en gris, og derefter tegnede alle de ting der kan laves af grisen: Flæskesteg, sylte, medisterpølse, rullepølse, leverpostej, frikadeller, skinke og hvad vi kunne finde på.
Det syntes vi var vældigt sjovt.