Sygeplejeelev på Silkeborg Centralsygehus 1957 - 60.
Foråret 1960 blev et hold sygeplejeelever færdige med deres uddannelse på Silkeborg Centralsygehus.
Det
var det sidste hold sygeplejersker som sygehuset selv havde uddannet.
Vi var startet 1. april 1957 og havde været under uddannelse i 3 år.
Året efter startede det første hold elever på den nyoprettede Silkeborg
Sygeplejeskole der afløste den gamle uddannelse.
Det fik en del konsekvenser for arbejdet på sygehuset da eleverne ikke længere var så stor en del af arbejdskraften på afdelingerne som før.
Man fik derfor
en ny personalegruppe ind, nemlig sygehjælperne der med dengang 3 måneders uddannelse kom ind i arbejdet.
Men her skal fortælles om den gamle uddannelse:
Der var nogle betingelser for, at man kunne optages på uddannelsen:
Man skulle have været min.1 år i huset, og så skulle man have bestået en forskole. Enkelte sygehuse havde selv en forskole, men i de fleste tilfælde foregik det på en Sygeplejehøjskole. Selv havde jeg været
på Ubberup højskole ved Kalundborg i 5 mdr., og var herfra fundet egnet til at gå ind i uddannelsen.
Vi mødte så 20 friske piger frem den 1. april, blev modtager af sygehusets instruktionssygeplejerske Else
Andersen ( kaldet Struksen), blev vist rundt på sygehuset og fik vist hvilken afdeling vi skulle starte på. Så fik vi fik udleveret uniformer, sengetøj, håndklæder o.s.v. og fik tildelt værelser. Jeg fik værelse
sammen med 2 andre, men de fleste boede (kun) 2 på hvert værelse. Først som tredje års elever fik vi eneværelse.
Næste morgen kl. 7 mødte vi så på de respektive afdelinger, vi kom ca. 2 nye
elever på hver afdeling og kom straks med i arbejdet. Jeg kom til en afdeling med gynækologiske patienter og en børnestue. Min første opgave var, sammen med 1. assistenten at udføre morgenpleje på en dårlig kræftpatient
med et meget ildelugtende udflåd, og derpå fik jeg lov til at gå til spisestuen til morgenmad. Det kneb lidt med appetitten, og jeg kunne se at flere af de andre nye også var lidt tavse.
Arbejdstiden:
Arbejdstiden
dengang var fra kl. 7.00 til kl. 19.00 i dagvagt 6 dage om ugen. Så havde vi 3 fritimer midt på dagen og 1 time i alt dagligt til spisepauser. Jeg kom fra landbruget og syntes det var utroligt flot med alt den frihed, men oplevede dog også
at blive så træt som jeg ikke havde været nogensinde før. Og det var endda om sommeren. I vinterhalvåret havde vi undervisning i fritimerne og om aftenen samt mange lektier. Så var tiden fyldt godt op.
Den
ugentlige fridag var sjældent planlagt i forvejen, det almindelige var at vi fik at vide sidst på dagen hvem der skulle holde fri næste dag. Disse fridage var på hverdage, aldrig på lørdage eller søndage.
Ca
hver 5.-6. uge var vi i vagt. Først havde vi en "vågedag", og var vi heldige faldt den sammen med den ugentlige fridag så der var hele 2 dage fri! Vi mødte så i aftenvagt kl. 24 til kl. 8.00 i 7 nætter i træk, herefter
gik vi i aftenvagt samme dag kl. 16.00 til 24.00 igen i 7 aftener i træk.
Herefter havde vi så fri i 3 dage. Vagterne lå sådan at disse 3 dage var fredag, lørdag, søndag. Det var de eneste lejligheder hvor vi havde
fri i weekenderne.
Lederen af sygeplejen på sygehuset var forstanderinde Bodil Frederiksen, hun var en sød ældre dame med blåtonet hår. Hun boede på selve patient-afdeling K3 i 2 stuer. Køkken delte
hun med afdelingen og badeværelse med operationsafdelingen. Sin mad fik hun serveret i afdelingens linnedrum sammen med en afdelingssygeplejerske. Ret så triste forhold synes man i dag. Derudover havde hun et lille kontor i kælderen under
medicinsk afdeling.
Takket være hende havde vi elever ret frie forhold i forhold til andre sygehuse. F. eks. var der ikke vagt på for at sikre vi var hjemme inden et bestemt klokkeslæt, det var der mange steder. Hvis vi overnattede
udenfor huset skulle vi skrive i en ”Sove ude bog” på forstanderindens kontor, men det blev aldrig kontrolleret, så det blev ikke altid fulgt. Vi måtte også gerne gå barbenet, hvad vi da gjorde året rundt. Det
var heller ikke mange steder man måtte, men det sparede jo meget i udgifter til nylonstrømper.
Vores uniform bestod af en blåmeleret kjole med løse knapper foran der skulle monteres hver gang vi skiftede, et hvidt
forklæde der bestod af over- og nederdel i 2 stykker der skulle samles med sikkerhedsnåle og så en hvid kappe som Else Andersen mente skulle sidde tilbage på hovedet som en kyse hvorfor vi selvfølgelig bar den længere fremme
på håret. Kappen skulle bæres hele døgnet når vi var på arbejde, og ind i mellem kom Else Andersen på kontrol om natten for at se om vi nu også havde den på. Vi lagde den nu ofte alligevel i nattetimerne.
På operationsafdelingen bar vi et lille slør der nok skulle sikre mod hår i operationssårene, det dækkede nu ikke meget, men vi syntes det var vældig smart. Sko var ret frit, men måtte ikke være uden bagkappe
eller -rem hvis det var sandaler.
Lægestaben:
Sygehusets lægestab dengang var: 1 kirurgisk og 1 medicinsk overlæge. Derudover1 røntgen, 1 laboratorie-, og 1 narkoseoverlæge på deltid sammen med andre hospitaler.
Så var der 1 kirurgisk og 1 medicinsk reservelæge samt 2 kandidater og nogle få turnuskandidater.
Kandidaterne delte vagterne mellem sig på den måde at de på skift arbejdede en dag, herefter tilkaldevagt en nat, så
en dagvagt og herefter en frinat.
Overlægerne og reservelægerne havde altid bagvagt aften og nat.
Når dertil kom at reservelægerne underviste sygeplejeeleverne, var der virkelig nok at gøre for alle.
Øre-
Øjen- og tandlæge var byens privat praktiserende som der var aftale med.
Kirurgisk overlæge L. Østergaard Christensen der havde været overlæge på sygehuset siden 1937, var Overlægen.
I de første mange år som eneste overlæge. Han var chefenog boede i den store overlægebolig. Først i 1945 fik medicinsk afdeling sin egen overlæge nemlig E. Roelsen.
1958 tog L. Østergaard Christensen et ½ års orlov for, sammen med sin kone der var uddannet sygeplejerske, at rejse til Lambarene i Afrika for at arbejde i Albert Schweitzers urskovshospital.
Desværre blev
han syg af amøbedysenteri og måtte rejse hjem efter 3 måneder.
Oplevelserne der nede skildrede han i bogen: ”Dansk Læge hos Albert Schweitzer” der udkom i 1959 og nåede stor udbredelse.
Han tog
også fat på arbejdet igen efter hjemkomsten, men døde i marts 1960 som 63 årig.
Dette medførte at vores hold ikke fik nogen eksamensfest da man naturligvis ikke kunne feste når Overlægen lige var død!
Sengeafdelingerne:
Sengeafdelingerne bestod af 4 kirurgiske afdelinger i den gamle hvide bygning med facade til havnesiden.
Afd. C1 var en kirurgisk mandsafdeling med Alma Hansen (kaldet moster Alma) som afdelingssygeplejerske.Der var ikke noget pylder med hende! Hver morgen gik hun rundt til alle patienter og sagde godmorgen. En morgen spurgte hun en patient om han havde sovet
godt? Nej meddelte han, han havde ikke sovet godt, hvorefter hun svarede: ” Hvorfor har De ikke det, det kunne De jo bare have gjort!”.
Afd. C2 var en afdeling med blandede, kirurgiske og gynækologiske kvinder. Desuden
var der en stue med børn. Her var Ella Nisgaard afdelingssygeplejerske.
Afd. C3 var en ren kirurgisk kvindeafdeling med Olga Andersen som afdelingssygeplejerske.
Afd. C4 var fødeafdeling med spædbarnstue + nogle
gynækologiske patienter, her var Gerda Højriis afdelingssygeplejerske.
I den nyere gule bygning var der 4 medicinske afdelinger:
Afd. A1 med blandede kvinder og mænd med Clara Eriksen som afdelingssygeplejerske.
Afd.
A2 var ren kvindeafdeling med Astrid Højholt som leder
Afd. A3 var ren mandsafdeling med Gudrun Jensen (Kaldet Moster Gusse) som leder. Hvis man skulle stå sig godt med hende skulle man bare gøre ekstra godt rent og huske at
pudse glasset i svingdørene!
Afd. A4 – der var 2 børnestuer og ellers kvinder. Børnene på sygehuset den gang måtte kun få besøg 2 gange ugentlig, søndag og onsdag, og kun om dagen.
Besøgstid på sygehuset var ellers hver dag kl. 14.30 – 15.30 og igen kl. 19.00 – 19.30. Det blev overholdt meget strengt, og vi gik rundt på alle stuer og meldte ”Besøgstid forbi”
Stuegang dengang
var virkelig et show: Først kom overlægen, herefter afdelingssygeplejersken med en lille vogn med journalerne, så kom en hale af sygeplejersker og elever. 1 bar stuegangsbakken hvor der lå de remedier man måske kunne få
brug for og en tog notater af hvad der blev ordineret under vejs.
Overlæge Østergaard Christensen var meget skrap med at alt skulle se ordentligt ud når han kom, så lige inden for vi rundt og gned alle vandhaner af med en spritklud
og sørgede for at alle persienner hang i nøjagtig samme højde i hele huset. Det hjalp ikke at patienterne klagede over at få sol i øjnene, persiennerne skulle hænge efter en snor.
På hver afdeling
var der 2 gangpiger som klarede rengøringen og anrettede og serverede maden og vaskede op bag efter, men vi elever måtte også tit tage et nap med ved rengøring.
Øvrige personale:
Og så var der portørerne. Dem var der 4 af og de havde døgnvagt hver 4 døgn og hver 4 weekend vagt fra lørdag morgen til mandag eftermiddag. I aften, natte og weekend vagter var det med tilkaldevagt fra deres værelser.
Administrationen bestod af inspektør F. M. Laier og nogle kontormedarbejdere.
Køkkenet blev ledet af en økonoma, Bodil Kaae Nielsen med nogle medhjælpere.
Vi elever spiste alle vores måltider i vores spisestue i kælderen under kirurgisk afdeling. Vi fik samme kost som patienterne, god solid kost. Spisestuen styres
af Frk. Nielsen, kaldet Nille. Hun var ikke rar, hun havde en medhjælper, men de skiftede hele tiden da hun var modbydelig ved dem. Det var meget almindeligt at komme derned og møde en nyansat grædende medhjælper.
Vi fik middag
med 2 retter kl. 12 - 13 og brød og pålæg kl. 18 – 19. Og så havde vi lov til at tage 2 skiver franskbrød og en klat margarine med op på værelset til vores aftenskaffe som vi selv måtte skaffe os. Om
søndagen var der i stedet et stykke hindbærroulade.
Lægerne og administrationen havde en mindre spisestue for dem selv. Rengøringspersonale og portører spiste oppe i køkkenet sammen med køkkenpersonalet.
Sygehuset var ikke større end alle kendte alle, og vi var på en måde som en stor familie.
Undervisningen:
Undervisningen foregik i en skolestue i kælderen under kirurgisk afdeling.
Da vi jo fremover
skulle kunne fungere på lige fod med Sygeplejersker fra den nye uddannelse var det vigtigt at vi havde samme baggrundsviden som dem. Det var virkelig en udfordring for både undervisere og elever. Dansk Sygeplejeråd havde fået udarbejdet
nye lærebøger, et digert værk på 24 bind, som omhandlede alt indenfor området, Dem skulle vi anskaffe og studere, så det var bare med at hænge i!
De allerfleste områder tog sygehusets egne undervisere
sig af, men vi havde også eksterne undervisere. F. eks. havde vi Sociallovgivning med Silkeborg Kommunes socialinspektør Bundgaard. Det var meget fornøjeligt da han krydrede undervisningen med muntre historier. Et eksempel:” Undertegnede
erklærer herved at have set frk. Jensens ben og er som følge heraf uarbejdsdygtig. Lars Jensen, Grovsmed”.
Vi stiftede også kendskab til primærområdet. Vi kørte 2 dage med hjemmesygeplejerske
og 2 dage med sundhedsplejerske samt var på besøg på ”De gamles Hjem” på Sanatorievej.
Hver vinters undervisning sluttede med eksamen. det medførte at to af vores kammerater ikke klarede 2. års
eksamen og måtte opgive drømmen om at blive sygeplejersker, de fortsatte i stedet som sygehjælpere. 3 og afsluttende eksamen klarede alle, men 2 var stoppet undervejs fordi de var blevet gravide og gift.
Så endelig stod 16 glade nye sygeplejersker, fik vores autorisation, og spredtes for alle vinde.