Julen 1944 - Den sidste krigsjul.

 

Julen 1944 var jeg 6 ½ år gammel. Det er dermed den første jul jeg med sikkerhed kan huske. Samtidig var det en helt speciel jul. Krigen havde nu raset i 5 år, og man begyndte at kunne se tegn på fred.  Det medførte dog en masse stramninger fra tysk side, så der var megen utryghed forbundet med den tid. Regeringen var trådt tilbage, politiet var taget, og lovløshed, sabotager og schalburgtager hørte til dagens orden. Alt sammen noget som en lille pige ikke skulle belemres med, men børn fatter meget klart når voksne er bekymrede.

 

Men julen skulle selvfølgelig fejres. Krig og uro har aldrig kunne ændre på den ting ! Blot var der mange forhindringer forbundet med den traditionelle jul. Alt var enten rationeret eller umuligt at få.

 

Lad mig begynde med begyndelsen og fortælle hvad jeg husker:

 

Dengang begyndte julen for os altid med mormor, Andrea Kruses fødselsdag 24. november. Alle onkler og tanter, fætre og kusiner mødtes her sammen med mange andre gæster. Som i hele krigstiden var vi henvist til at komme i hestevogn, da alle biler var klodset op. Jeg husker ikke om vi kom i landaueren eller i jumpe. Landaueren var et pragtkøretøj som min bedstefar Jens Høgh havde købt på Benzon (Sostrup). Den havde en høj buk til kusken + en mere. Et sæde bagi til ca. 3 personer, og et klapsæde bag bukken til 3 mere. Det var en åben vogn, men med en kaleche til at slå op hvis det regnede. Der hørte et flot seletøj med sølvbeslag til vognen, og da den kørte på gummihjul (fast gummi selvfølgelig) var der klokker på siden af vognen, så andre trafikanter kunne høre os. Desuden var der en vognlygte i hver side til at sætte et tændt stearinlys i, så vi kunne se hvor vi kørte. På grund af krigen var lygterne dog afskærmede, så kun en smal sprække var synlig.

Jumben var et let køretøj til kun en hest, og med en rask hest for kunne den skyde en anselig fart. Til ”Højmark” tror jeg nu altid far foretrak landaueren, da det var langt det flotteste køretøj i familien. Far havde, er flot spand ”Frederiksborgerheste” så vi var standsmæssigt kørende.

Når det var ved at være tid til at køre, kom far ind og spurgte mor om vi alle var ved at være klædt på og pyntede, for så gik han ud for at spænde heste for. Hestene skulle ikke stå og vente i kulden.

En ting jeg specielt husker fra mormors fødselsdag var, at da måtte vi få læst den første historie fra ”Ved julelampens skær”. Det var som regel Marie fra ”Østereng” der læste højt. Ud på aftenen blev vi børn trætte og blev puttet i bedstfars seng. Jeg husker især hvor væmmeligt det var og blive vækket og trukket i en masse tøj før hjemturen. Derimod husker jeg med stor fornøjelse hjemturen, hvor man havde fri udsigt til månen og stjernehimmelen over os. Og så det forunderlige i at månen fulgte med os hele vejen hjem. Det var da mærkeligt!

 

Nå, men så var julen altså startet, og vi skulle i gang med juleforberedelserne. Dengang som nu var der nok at gøre i en husholdning.

Jeg tror vi startede med julebagning. Her var krigens indflydelse mærkbar. Til brune kager skal bruges mange krydderier, sukat og pomeransskal. Intet af dette fandtes, så alt var erstatningprodukter.  Mandler til at lægge på midten fandtes heller ikke, så vi havde været i skoven og finde bogkerner som vi brugte i stedet. Jeg husker at bedstemor i Voldby strøede 3-4 havregryn midt på sine brunekager, så var der da lidt hvidt der kunne ligne en mandel.

Foruden brunekagerne bagte mor altid jødekager, finskbrød og vanillekranse. Dette år skete der det beklagelige, at bedst som mor stod og trykkede dej ud til vanillekranse, gik hende kagesprøjte i stykker. Jeg blev i al hast sendt ned til moster for at låne hendes, men da jeg kom hjem havde Solvejg listet sig op på køkkenbordet og spist det meste af dejen!

Vi børn fik også lov til at trille pebernødder. Naturligvis med erstatningspeber.

Margarine til at bage med fandtes ikke, så det var enten svinefedt eller smør der blev brugt til småkagerne.

Sådan en gang hjemmebag med erstatningskrydderi med en god gang erstatningskaffe til har da vist smagt ganske afskyeligt!   Og blev en plade småkager svedet i komfurovnen, der var svær at styre, ja så blev den malet til ”kaffe”, det drøjede jo på kaffeerstatningen der også var rationeret!

For øvrigt elskede bedstefar Jens Høgh svedne småkager, sagde han da.

 

Min første julekalender, som jeg fik omkrig ved den tid, husker jeg særdeles vel, det var en papkalender med låger til at åbne, den forestillede Amalienborg Slot, og den 24. var der en stor låge midt på. Bag lågen var der et billede af Kong Chr. 10 og Dronning Alexandrine. Man samledes meget omkring kongehuset i de år.

En anden julekalender jeg husker, var et billede i Brugsbladet, (det senere Samvirke ). Billedet forestillede et juletræ med 24 lys på. Man skulle så hver dag farve flammen på et lys, sådan at når alle lys var tændt, var det jul.

 

På den tid var adventskranse lige blevet almindelige. Første søndag i advent tiggede mor og vi børn far om at få en adventskrans. Far mumlede lidt om moderne pjat, og gik ud i stalden, men der gik ikke lang tid, så kom han ind med en flot krans han havde bundet af taksgrene. (Jeg ved godt at alle børn synes deres far kan alt, men i vores tilfælde var det i hvert fald rigtigt! ) Så var der bare det med lysene, men mor fandt nogle gamle falmede orange lys der med lidt god vilje kunne bruges, og så kunne vi tænde det første lys i den allerførste adventskrans i vores hjem.

 

Først i december skulle der vaskes julestorvask. Storvask dengang var et stort projekt. Aftenen før skulle vaskemaskinen hentes hos den af ejerfællesskabet omkring maskinen der havde vasket den dag. Vaskemaskinen var et stort skrummel af mærket Nilbro. Den havde en stor vandret tromle i et lukket kabinet hvor tøjet kørte rundt i sæbevand. Underneden kunne man fyre, så tøjet samtidigt blev kogt, og foran var der en vandgryde hvor man kunne få varmt vand til finvask som foregik i hånden. Tøj dengang var virkeligt snavset, så man startede aftenen før med at lægge det i blød i soda, derefter blev det skiddenkogt i gruekedelen for så at få en tur i et nyt hold sæbevand i vaskemaskinen.  Herefter skulle det skylles i et stort kar i to hold koldt vand. I det sidste hold skyllevand blev der tilsat ”Blåelse”. Det var et blåt farvestof der skulle få tøjet til at se mere hvidt ud.  Centrifuge havde vi ikke, så to personer tog fat i hver sin ende af tøjet og vred så meget vand af det som muligt. Tøjet var sorteret i 4 slags: ”Det fine”, ”det grove” ”det kulørte” og ”finvask”. Finvask foregik i hånden.

Det var altid spændende om der var tørvejr til storvasken, og sådan en dag kunne mor være inde at banke på barometret mange gange.

Sæbe kunne man ikke få, eller det var en meget dårlig kvalitet. (Man fik 40% håndsæbe!  De 60% bestod så af ler.) Mor kogte selv sæbe af talg fra fårene, det var til gengæld skrappe sager der nok kunne vaske rent. Det lugtede ikke godt, men man kunne få en duftparfume til at tilsætte, den tog det værste.

Når tøjet var rent skulle linnedet rulles. Det foregik i en stor rulle på loftet. For at gøre rullen rigtig tung var den fyldt op med store sten, og vi børn var velkomne til at sidde oppe i den og få en køretur, Tøjet blev stænket lidt og rullet om en træstok. Der var en træstok i hver ende af rullen og de blev skiftet på skift ved at rullen blev tippet. Det gyste dejligt i maven når man fik sådan en vippetur. . Vi elskede også at sidde på gulvet under tøjet når mor og pigen trak i hver sin ende af det for at strække det inden det skulle rulles.

Tøjet blev utroligt flot i sådan en koldrulle.

Skjorter, forklæder og lignende blev strøget. Det foregik på den måde, at man havde en rund jernplade der blev sat i kogehullet på komfuret. På pladen stod 4 – 6 jernstrygejern, som man så kunne skifte med, så man hele tiden kunne have et der var varmt. Strygejernene havde ikke træhåndtag, men kun et tyndt jernhåndtag som man så havde en stor grydelap til at holde på det med.

Sådan en storvask tog en hel uge, og man vaskede ca. hver 4. Uge. I 1944 havde vi fået vandværk, det fik vi i 1941, så før den tid skulle der også pumpes vand op.

 

Vi skulle naturligvis også klippe julestads. En aften samledes alle omkring bordet i dagligstuen for at flette hjerter til juletræet. Far var ekspert i flettede hjerter, han gik meget op i at klippe forskellige mønstre. Krigstidens glanspapir var lidt mat i det, men det kunne så de fine mønstre råde bod på. Det var sjovt med far, han havde de største ru og barkede næver jeg har set, men der var ingen som ham der kunne lave de fineste ting i det skrøbelige papir.

 

Fremstilling af julekonfekt var en anden spændende aktivitet op til jul. Marcipan og chokolade fandtes naturligvis ikke, men mor lavede en slags kunstig marcipan ved at lave en opbagning af mel og smør, og så ælte flormelis i. Tilsat mandeldråber kunne det så bruges til at forme figurer af. Frugtfarve var der ingen mangel på, så det var de flotteste ”Marcipanfigurer” der kom ud af det.

Hvordan det smagte husker jeg ikke, men det var sjovt at fremstille. Da vi efter krigen igen kunne få rigtig marcipan, var det en skuffelse for os børn, for så fik vi kun en lille bitte klump hver at lave figurer af.

 

Mor lavede også juledekorationer, men da var det bedst for børn at holde sig på afstand. Man havde endnu ikke fundet på at bruge ler til dette, så mor rørte gips ud i vand, og så gjaldt det ellers om at få lys, gran og pynt i, i en fart inden gipsen bliv stiv.

 

Juleindkøb i Grenå var en anden aktivitet vi glædede os til. Granguilander og juletræ med lys i var vis ikke muligt det år på grund af mørkelægning, og vareudbudet var også beskedent, men vi huskede ikke andet og savnede det derfor ikke. Mor havde hele året sparet op i ”Julens glæde”. Det var en mand fra Robstrup der hed Karl Møller der kom en gang om ugen og fik lidt sparepenge, som så kom til udbetaling op til jul. Jeg kunne ikke li´ ham.

Vi var kørende i hestevogn og fik hestene staldet op i en købmandsgård.

Det var ikke de store indkøb mor foretog den dag, når hun havde os med. Hun tog selv ind en anden dag og gjorde sin indkøb i ro og fred. Men vi skulle dog besøge en legetøjsbutik og ”Fastrup”s papirhandel hvor der var spændende ting at se på for børn. Og så skulle vi ind til den købmand vi var kunde hos.  Under krigen havde købmænd nogle varer som de kun solgte til faste kunder, f. eks tændstikker!  så det gjaldt om at være fast kunde hos en købmand i Grenå foruden brugsen i Voldby. Købmandsvarerne blev pakket i en pakke med brunt papir om og ombundet med ”papirstrik.” (Snor snoet af papir blev brugt til alt dengang, f. eks. også til høstbindegarn, og rullemadrasserne i vores etagesenge var også vævet af papirgarn, de var stærke nok, men meget glatte, så når vi vågnede om morgenen var lagenet helt krøllet sammen.)

Efter indkøbene skulle vi besøge Tante Rikke. Det elskede vi, for hun havde et gadespejl, og det var så morsomt at kikke i. Og så fik vi købefranskbrød og købekager hos hende, det fik vi ellers aldrig. Vi fik også flaskemælk! jo, det var spændende. Hun havde også et das som blev tømt af en natmand! Og bygas! – Spændende.

 

Få dage før jul skulle julegrisen slagtes. Da man ikke havde fryser, kunne det ikke gøres før lige op til jul, hvis man ville have fersk kød i julen. Julegrisen var en ekstra stor gris der havde fået lov til rigtig at mæske sig. Men da bedstemor og bedstefar i Voldby skulle have det halve, ( De skulle have en gris årligt ifølge deres aftægt ) var det overkommeligt.

Slagter Acton Laursen kom tidligt om morgenen med alle sine redskaber, og da skulle vandet i gruekedlen være i kog. Vi børn syntes det var vældig skægt at overvære forestillingen, så vi troppede op og gik i vejen. Når grisen var stukket gjaldt det om at være hurtig og opsamle blodet i en spand. Det skulle så røres godt i det så det ikke begyndte at koagulere. Derefter blev der lavet blodpølser af det.

Når grisen så var parteret, kom det store arbejde med at tilberede al slagtemaden. Der skulle laves leverpostej, medister, rullepølser o. s. v. Noget af det blev henkogt og stillet på hylderne i kælderen til senere brug. Flæsk blev saltet og senere sendt til rygning hos træskomanden.

Om efteråret var der også blevet slagtet et får. Det kom mormor altid og hjalp med, hun var så god til at flå dyret. Fåret blev næsten kun brugt til pålæg og saltet. Vi fik dog grønkålsuppe kogt på benene. Det både lugtede og smagte forfærdeligt – syntes vi.

 

Lige op til julen skulle der også gøres julerent. Med kakkellovnsfyring trængte det altid til en omgang. De ferniserede gulve skulle have en gang lak, men fernis var ikke til at få. Mor havde så fået fat i noget celluloselak, men der var vist ikke kommet tørrelse i, for gulvene ville ikke tørre. De næste par dage måtte vi hoppe rundt på bordplader og brædder, men så overgav mor sig og lod os gå på de klistrede gulve.

I køkkenet skulle der også hænges nye gardiner op, de var af papir!

Når der så var rent over alt skulle der pyntes til jul. Der blev sat grangrene bag billederne på vægen. I sær var det vigtigt at der kom gran bag billederne af bedstemors far og mor som hang på vægen under klokken, ellers blev bedstemor gram i hu.

Der blev også lavet et landskab af vat og mos med piberensernisser der kælkede, stod på ski o.s.v. I 1944 havde vi fået en ny tante, da morbror Svend var blevet gift med Margit om sommeren. Og Margit havde lavet et nissehus til os. Der kunne endda blive lys i huset hvis vi lagde en lommelygte ind i det, men der skulle jo spares på batteriet, så det var ikke meget lys vi fik lov at få.

 

Nogle dage før jul forsvandt alle vore dukker sporløst, og når vi så kom ind i havestuen juleaften sad de alle i sofaen iført nyt tøj. Det havde mor lavet til dem om aftnerne når vi var kommet i seng. Det var en dejlig julegave at få.

 

Mor havde fortalt os at lillejuleaften var dyrenes juleaften, så vi fik tiden til at gå denne aften med at lave ”misse-legere” til vores misser. (En misse-leger er en dusk papir med en snor i, så kattene kunne lokkes til at løbe efter papirdusken når vi trak den foran dem).

 

Juleaften skulle vi børn sove til middag, så vi kunne være friske til om aftenen, men det var da umuligt for 3 opskruede børn. Så vi kom hurtigt op igen. Jeg var meget skuffet over at jeg ikke skulle have mit fineste tøj på på selve den højhellige juleaften, men der skulle jo være fint tøj til juledagene og til forsamlingshusets juletræ, og tøj dengang kunne ikke vaskes, så det var almindeligt pænt dagligtøj juleaften. Nå, det blev nu også snart glemt i forventningen.

 

Den jul skulle vi have gåsesteg, vi havde haft nogle gæs gående, og nu var tiden kommet til at sætte tænder i dem. Vi børn gjorde det med stor fornøjelse, for de gæs havde virkeligt tyranniseret os. De ville rende efter os og nappe os. Så når vi skulle ud på det lille hus i haven var vi nødt til at have en kæp med til at forsvare os med.

Som dessert fik vi ”isalamande”, den var kogt på halvt sagogryn og halvt havregryn. Vi havde dog rigtig fløde til at piske og komme i. Havde man ikke selv køer kunne man købe ”Luftpisket flødeskum” på mejeriet. Det var skummet mælk der var pisket til skum, og var det eneste man kunne få.

Der skulle jo også en mandel i. Mor havde gemt en hasselnød til dette, men hun kunne ikke lige finde nøddeknækkeren, så hun knækkede nøden ved at lægge den i dørkarmen og så lukke døren. Men ak og ve, nøden gik i fire stykker. Så tog hun lidt æggehvide og limede den sammen. Det holdt selvfølgelig ikke, så det år var der 4 der fik ”mandelen”.

 

Juleaftensdag om eftermiddagen var vi i kirke. Det var meget koldt det år, så jeg fik min ene julegave inden vi tog af sted. Det var en kyse af kaninskind. Det var den store mode til småpiger det år, og så var den jo dejlig varm. Vi havde også pelskraver af hvid hermelinskind, alle damer havde dengang en ræv, det skulle man bare have, og vi børn havde så en hermelin.

 

Far startede hvert år med at sige, at i år skulle vi ikke have juletræ, det var for dyrt, og det havde vi ikke råd til. Jeg husker nu ikke at vi troede på ham. Han pyntede egenhændigt træet lillejuleaften efter vi var kommet i seng. Så måtte vi ikke se det før det blev tændt. Pynt havde vi nok af, men lys kneb det med. De var rationeret, så hver familie kunne kun købe 10 lys. Men far havde i en forretning fundet 6 kærtelys, og når de blev skåret over gav det 12 lys mere.

Hen på eftermiddagen var vi nødt til at åbne døren til havestuen for at få varme derind. Efter vi havde fået kaminen i dagligstuen et par år før var der ikke kakkelovn i havestuen, kaminen skulle opvarme begge stuer.

Selv om der ikke var tændt lys i havestuen, kunne vi godt  svagt se juletræet, og nu steg forventningerne da helt til det uudholdelige.

 

Sidst på eftermiddagen kom bedstemor og bedstefar. De kom altid hver for sig, bedstemor kom gående, hun havde aldrig lært at cykle, og bedstefar kom normalt cyklende. Bedstemor havde en speciel flot og hurtig gang, det var lige så de lange sorte skørter svirpede om hende når hun gik. Dette år lå der sne, så bedstefar kunne ikke cykle, men ville komme gående lidt efter bedstemor. Da det trak ud inden han kom, begyndte de voksne at snakke om, at han jo kunne være faret vild, og de fortalte historier om hvordan folk gik i ring når de gik vild. Jeg blev selvfølgelig frygtelig bekymret for min elskede bedstefar, men så kom han heldigvis.

Bedstefar besøgte os hver dag, men bedstemor kom kun når hun var inviteret. Når hun besøgte os satte hun sig altid på den første stol lige inden for døren til gangen med sin taske på skødet. Det var en brun lædertaske med lynlås, og vi børn kunne ikke få øjnene fra den taske, og heldigvis varede det heller ikke længe inden hun åbnede lynlåsen og trak en pose bolsjer frem til os.

 

Faster Ellida kom hen under aften med toget fra Grenå, og så var alle ved at være samlede. Men først skulle der spises, og så skulle der vaskes op, og det tog  l a n g  tid.  Jeg fik ondt i maven af bare spænding, og blev anbragt liggende på maven på to stole. Det skulle være godt for mavepine at ligge på maven. Hvad der hjalp bedre, var at juletræet endeligt blev tændt. OG SÅ VAR DET ENDELIG JUL!

Der blev danset om træet til de kære julesalmer og sange, og så blev der pakket gaver op. Jeg husker at jeg dette år fik et dukkekaffestel i rigtig porcelæn med kopper og en rigtig lille kaffekande, der var blomster på, og det var bare så flot!

En anden gave var en æske farvekridt, det var dejligt at få nye farvekridter, for de gamle var knækkede og godt slidte.

I det hele taget fik vi mange gaver. Måske ikke så mange som børn nu om dage, men vi blev nu ikke snydt.

Til aftenkaffen juleaften fik vi altid ”Hård lagkage”, det var mørdejsbunde lagt sammen med syltetøj (ligesom hindbærsnitter) og det var det bedste vi børn vidste, meget bedre end rigtig lagkage.

 

Julemorgen var et helt kapitel for sig. Når far og karlen (han hed Henning dette år, og mor kaldte ham ”pæne-Henning” så han må jo havde set godt ud!) kom ind fra stalden var der serveret stort morgen/frokost-bord. Der blev serveret kogt braset flæsk med varmt juleøl til. Det kunne jeg ikke li´ men så var der også medisterpølse, og det var godt. Desuden var der alt godt pålæg og slagtemad. Dette måltid gentoges i hele julen, dog med mindre og mindre madudbud efterhånden.

 

1.juledag skulle vi til Højmark til julefest. Og så måtte vi få det fin tøj på ! Når vi kom ind i den store stue sad Terkildsen altid i den store stol ved havedøren og slog ud med hånden og sagde: ”Glædelig nytår”.

Mormors juletræ lignede vores eget, med flettede hjerter og lametta. Vi dansede også om juletræet og fik julegaver. Vores morbrødre gav os børn gaver. I sær var Petris gaver spændende. Jeg husker at jeg dette år fik et penalhus af træ af bedstefar, da jeg jo snart skulle i skole.

2.juledag skulle vi så til bedstemor og bedstefar i Voldby. Der var vi virkelig mange mennesker i de små stuer, men bedstemor var god til at lave mad, så der var altid nok til alle. Deres juletræ var meget spændende, for der var både glaskugler og fehår på, og i toppen var et glasspyd i stedet for stjerne, det syntes jeg var så flot.

I Sangstrup var jeg ældste barnebarn sammen med Børge, men i Voldby var der mange der var større end mig. Det var både spændende og lidt ubehageligt, de gad nemlig ikke altid lege med os små. F. eks. kan jeg huske at de kunne flette stjerner, men jeg fik at vide, at det var jeg for lille til – surt.

 

4.juledag var der Juletræ i forsamlingshuset. På grund af at politiet var taget var der udgangsforbud om aftenen, så dette år foregik juletræet om eftermiddagen, Først dansede vi om træet, vi var så mange at vi måtte danne 3 kredse, og bag efter var der sanglege med lærer Lægaard  i stedet for børnebal. Vi var nu ligeglade, juletræet kunne nå loftet og var fint pyntet.  Vi fik også slikposer og var godt tilfredse. Chokoladeerstatningen var lavet af rugbrød, så det var da sundt !  og pebernødderne var som vi kendte dem, desuden var der et æble i hver pose. Det var vigtigt for de forskellige mødre, at vise hvor fine deres børn var ved den lejlighed.  Da det var svært at skaffe tøj, var fantasien stor. Nogle havde fået syet kjoler eller bluser af melsække. Nogle var måske så heldige at have fået fat i et faldskærm fra nedkastningerne fra England. Det var fint silkestof. Vi havde vores tøj fra Bedstemor og bedstefars guldbryllup, som vi stadig kunne passe når det blev syet ud og lagt ned.

Vi skulle også have krøller i håret. Det foregik ved at mor tog et krøllejern som hun stak ind i gløderne i komfuret til det var godt varmt, og så snoede totter af vores hår om. Nogle gange blev det dog rigeligt varmt, så det skete ikke så sjældent at vi også havde et brandsår i nakken. Men så fik vi bare at vide, at ”man må lide for stadsen”

 

Julen dengang varede til Hellig tre Konger. Og dagene mellem jul og nytår kaldtes ”halvhelligdage”. Man fortog sig det mindst mulige, slappede af og nød resterne af julemaden. Det var jo sjældent at man fik fersk kød. Forretningerne lukkede også til middag de dage.

 

Nytårsaften foregik på mange måder som en gentagelse af juleaften. Vi fik flæskesteg og en dessert. Bedstemor og bedstefar var igen med. Senere legede vi forskellige leg, spillede ”Hyp” om pebernødder, og havde juletræet tændt.

Vi børn fik at vide at vi skulle opleve noget helt specielt, nemlig at sove helt til næste år! Selvfølgelig mukkede vi, vi viste godt at det var en list, med efterhånden blev vi jo så søvnige at vi overgav os.

 

Et stykke tid hen i januar kom så den triste dag da mor hentede juletræet ud i køkkenet i varmen og gav sig til at pille alt pynten af det. Og dermed var det helt slut med julen.

 

 

 

December 2002,

Margit Jensen