Min farfar Jens Høghs slægt.
Der skal vi virkelig langt tilbage. I 1563 Nævnes en Anders Høeg i Skovby ved Aarhus som måske er en forfader til os. Den ældste forfader vi er sikre på, er skomager Jens Andersen Høeg og hans kone Maren. De var utroligt fattige. De boede i Århus i et lille dårligt hus bag ved  klostret, som de havde købt for lånte penge som de ikke kunne betale tilbage, og næsten alt hvad de ejede var solgt for at skaffe til det daglige brød. Jens var født ca.1648, formodentlig i Aarhus, og døde 1703. De fik 3 børn: Chresten, Anne og Karen. Desuden havde Maren sønnen Jens og Jens havde datteren Maren da de blev gift, da de begge havde været gift en gang før.
Så da Jens dør er det den rene elendighed. de ejer indbo for 18 rigsdaler, men skylder 63 rigsdaler bort. Og børnene er kun ca. 8 – 6 og 1 år gamle. Hvordan Maren og børnene senere klarede sig vides desværre ikke, kun ved vi at Chresten senere bor i Grenaa og bliver vores forfader.

Gammelt billede fra Grenå

Chresten Jensen Høeg:
Chresten genfinder vi i Grenaa 1722. Han er blevet uddannet skomager ligesom sin far og får borgerskab i Grenaa som skomagermester. Lidt senere køber han en ejendom med 2 længer på hjørnet af Markedsgade og Nygade hvor han driver både landbrug og skomagerværksted. Han bliver gift, men konen dør 12-2-1739. De har ingen børn sammen.
29-5-1239 Bliver han gift med Maren der er ud af en gammel snedkerslægt i Grenå. De får børnene Jens, Bendix og Maren. Desuden får de 2 børn der dør som små. De har en god økonomi.

Sommeren 1768 er både Maren og Chresten syge og sengeliggende. De bliver passet af datteren Maren der nu er 21 år og bor hjemme.
Chresten dør først og bliver begravet 28. august, og Maren bliver begravet 19. september.
De 3 børn arver ret mange penge og Jens der nu er 29 år og er derhjemme, arver desuden ejendommen og værkstedet. Bendix er skomagersvend i Christiania (Oslo).

Bendix Christensen Høegh
Jens dørpludselig kort efter at have overtaget barndomshjemmet, og Bendix kaldes hjem fra Norge for at overtage det hele. Han og søsteren arver Jens, der var ret velhavende.
Bendix gifter sig året efter med Birte Jensdatter der vist nok er fra Hammelev.
i 1772 er noget af stuehuset brændt, og man bygger nyt + en længe mere så det nu er en trelænget gård. Desuden købes mere jord til, og sammen med skomagerværkstedet er man efterhånden ret velstillede.

De får 9 børn hvoraf de 5 dør som små, heraf er et hold tvillinger. Den ældste, Jens Christian står i en tidlig alder til søs, nr. 2 Chresten er i skomagerlærer hos faderen, nr. 3 Niels er i bagerlære i Grenå og nr. 4 Maren bliver gift med vores forfar Jens Mikkelsen Bids i Veggerslev.

1791 Dør Birte 44 år gammel, og 3 år efter omkommer Bendix under dramatiske omstændigheder.
Søndag den 6. april 1794 gik han til fods til Aarhus for at sælge nogle forarbejdede dyrehuder, og herefter begav han sig på vej hjem. Der hjemme sad hans børn og ventede, men da der var gået flere dage efter den tid han kunne ventes hjem ude at han kom, gik de til politiet og meldte han savnet.
Der blev sat en stor eftersøgning i gang, og man fandt ud af at han havde overnattet på Løgten kro natten mellem den 8. og 9. Herefter var han blevet set, og havde talt med flere både i Nødager og Lyngby og senere talt med en bonde på marken ved Vejlby. Siden havde ingen set ham og han var ikke til at finde. Efter nogen tid blev han erklæret død og skiftretten gik i gang med at opgøre hans bo. Først den 28.april blev han fundet druknet i en å nær Grenå.

På det tidspunkt er Maren 13 år, Niels 16 år og Chresten 21 år. Jens Christian hører man aldrig fra.
Først 1811 bliver han erklæret død, og de 3 andre søskende arver de penge der har været hensat fra arven efter hans fader.
Niels er da bagermester i Grenå, Maren gift i Veggerslev men Chresten er ikke tilstede, så det ser ud som ejendommen i Markedsgade ikke er i familiens eje mere.

Maren Bendixsdatter Høegh:

Hvor Maren opholdt sig efter faderens død, og hvad hun foretog sig vides ikke. Sandsynligvis har hun måttet tage pladsser som tjenestepige indtil hun kunne finde en mand og blive gift.

Det blev hun 1808 med fæstebonden Jens Mikkelsen Bids i Veggerslev. Han var blevet enkemand 30 marts og de blev gift 2. juli, Dengang var det vigtigt at der kom en ny kone i huset så snart som muligt, kærligheden måtte så komme sener (måske!) det var ikke så vigtigt.

Maren var nu 27 år og Jens var 44 og havde 5 børn i alderen 2 til 16 år.

Gården i Veggerslev var en ret stor gård der tilhørte grevskabet Scheel (Sostrup). Den var trelænget, og da den blev overtaget af Jens var den noget forsømt, hvorfor den forrige fæster måtte give ham en del forskelligt herfor.

Men Jens var dygtig så da Maren kom til gården var den i god stand

Som fæstebonde måtte gårdens folk gøre hoveriarbejde Scheel.  Desuden skulde der betales Landgilde som var betaling for at leje gården.  Landgildet beløb sig til 5 tønder rug, 8 tønder byg, 1¼ tønder havre, 1 svin 1 lam og 2 høns. Det kunne dog i stedet betales med 8 rigsdaler. (1 tønde var ca. 140 liter).

1809 får Maren og Jens datteren Ane Marie, 1810 får de et hold tvillinger der dør kort efter fødslen, og så går der 11 år før de får datteren Birgitte Marie som bliver vores stammoder.

Jens Mikkelsen Bids dør 21 marts 1833 69 år gammel. Han har været en dygtig landmand der efterlader sig en gård der er veldrevet og i orden kan man se, da skifteretten kommer og gør boet op. Blandt andet er der 5 heste, 2 arbejdsvogne og en rejsevogn! Det var ikke småfolk der havde det dengang.

De store børn er gift og godt i vej, der er kun den yngste, Birgitte Marie på 12 år der stadig er hjemme.

Maren er nu 52 år og hun vælger selv at drive gården videre selv om det ikke var almindeligt at kvinder dengang kunne det, de var jo ikke myndige og skulle have værge til at handle for sig i mange ting. Men det klarede hun fint i 5 år.

Da blev Birgitte gift som 17 årig med Jens Christensen Knold der var 30 år, de to overtog fæstegården og Maren blev boende som aftægtskone.

Jens Christensen Knold og Birgitte Marie Høgh
Jens blev født i Gjerrild 1808. Han var søn af en fæstehusmand, så det var et stort fremskridt for ham at han nu skulle være bonde på den store gård i Veggerslev, selv om det kun var som fæstebonde.
Herregården Scheel havde skiftet ejer da den sidste godsejer Scheel havde spillet både herregård og alle fæstebøndergårdene bort i kortspil. Nu hed den i stedet Stamhuset Benzon efter den nye ejer. Der skal som før betales landgilde og gøres hoveriarbejde, desuden er der tilføjet hvordan markerne skal drives, og så er der tilføjet hvad Maren skal have i aftægt.
Da Birgitte kun er 17 år på det tidspunkt, må det være rart for hende at have moderen boende, hvad det har været for Jens er ikke godt at vide. De vedblev for eksempel fortsat at blive kaldt Høgh i stedet for Knold.
Året efter brylluppet får de en lille dreng, Jens der dør kort efter fødslen, han bliver erstattet året efter af en ny Jens. Herefter følger ca. hvert andet år: Niels (som bliver min oldefar) Christiane, Inger Marie, og Ane Marie. Så får de en lille Chresten der dør en måned gammel, han bliver erstattet af en ny Chresten 10 måneder efter. I alt 8 børn på 14 år!
Det må have hårdt for Birgitte der kun var 18 da hun fik den første, hun dør da også året efter af en ukendt sygdom. Mon ikke hun simpelthen var slidt op?
Jens gifter sig 4 måneder efter, børnene skulle jo passes. Birgittes mor dør først 2 år efter datteren, hvordan mon det har været for den ny kone at have hende i huset?

Her lå gården

Niels Høgh:
Han var født 9. august 1842. Da min mor ventede min bror Niels var termin sat til netop den dato 100 år efter, han blev født den 13. så det var tæt på at far fik det han dengang troede skulle være hans arving til gården på sin bedstefars 100 års dag.
Niels blev gift med sin kusine Severine 27. november 1868. Severine var datter af Jens Jensen Bids i Veggerslev. Han havde som ung været indblandet i en slem forbrydelse i sommeren1831.
Dengang boede i en gård der nu er borte, en enkekone med 4 voksne børn, to sønner og to døtre. I den øverste stue sover datteren Mette 26 år alen, i stuen sover de to sønner i en alkove og datteren Ane Dorthea og moderen i en anden.
Mette har gennem 7-8 år været kæreste med Jens Jensen Bids, og de havde i den tid dyrket elskov med hinanden, men da de var hemmelige kærester mente de ikke der var nogen risiko ved det.

Hen over sommeren begyndte Mette at blive tykkere, Deres nabo, pastor Gad lagde mærke til det og spurgte om Mette kunne være gravid. Både mor og datter benægtede det, men fortalte at det var vattersot (vand i kroppen) og ophobning i kroppen af hendes menstruationer der var standset !!
Så en mandag morgen vågner Mette ved at hun har ondt og skal tisse. Hun står op og når ud i bryggerset, men bedst som hun stå der føder hun en lille pige. Hun bliver meget forskrækket og giver et skrig fra sig. Moderen kommer farende og vil gribe barnet, men Mette river det fra hende og forsøger at kvæle det. Det lykkes ikke men søsteren kommer til og hjælper hende og de får ombragt barnet.
Sådan noget kan jo ikke skjules i en lille by som Veggerslev, så der blev stor panik, det døde barn bliver lagt i et skrin, som bliver låst inde i kirkens våbenhus. Herredsfogeden bliver tilkaldt og holder forhør. Maren og hendes mor er begge blevet syge og ligger i sengen, men bliver fængslet i huset. Sognefogeden skal sørge for at de ikke flygter og organiserer 2 vagthold pr. døgn af lokale folk i byen.
Først 12 dage efter føres Mette og moderen til arresten i Grenå. Her begynder en række forhør hvor de to kvinder roder sig ind i forskellige forklaringer, og det ender med at moderen frikendes og Mettes søster Ane Dorthea fængsles i stedet
Den ”hemmelige” kæreste Jens Jørgen Bids forhøres også, men nægter at være far til barnet og frifindes. Det har altid været pigen der stod med skammen medens mændene slap fri!!!
Ved retten i Grenå afsiges følgende dom: Mette og Ane Dorthea bliver dødsdømt, Mor Gertrud 1 års forbedringshus.
Sagen ankes til landsretten hvor Mette og Ane Dorthea stadig får dødsdom men Gertrud bliver frifundet.
Igen ankes til højesteret: Gertrud bliver igen frifundet, Mette får nedsættelse til livstid men Ane Dorothea får stadig en dødsdom. Kong Frederik d. 6 omstøder dog dødsdommen til livstid og de to søstre indsættes i Viborg tugthus.
Mette bliver syg efter 9 måneder i tugthuset og dør efter 4 ugers sygdom. Ane Dorothea bliver senere gravid og føder en søn i fængslet som 1 år gammel bliver hentet til Veggerslev hvor han vokser op hos sin morbror. Ane Dorthea bliver løsladt efter 17 år i tugthuset

Høgebo

Tilbage til Severine og Niels. At de var forelskede i hinanden, er der ingen tvivl om. De fik da også et barn 6½ måned efter brylluppet, en lille pige som de døbte Kirsten. De var flyttet ind i en gammel forfalden fæstegård i Veggerslev som hørte under Stamhuset Benzon. 2 år efter fik de sønnen Jens (min farfar) og 2 år efter igen sønnen Bergelius. på det tidspunkt, 1874, indvilliger stamherre, hofjægermester Ernst Benzon i at flytte gården ud på marken og bygge helt nyt.
Stamherren kommer på besøg for at høre, hvad ønsker det unge par har til deres ny gård, og da Jens og han har aftalt hvordan udbygningerne skal være spørger stamherren Severine hvordan hun ønsker stuehuset skal være. Hun svarer at det gerne må være ligesom en anden nybygget gård i Veggerslev, blot vil hun gerne have et fag mere til bryggerset. Stamherre Benzon ser på hende og siger ”Det skal hun få for sine kønne øjnes skyld” Det var de begge meget stolte af.

Så skulle stedet afgøres, hvor gården skulle opføres. De gik ud og så på marken og stamherren udpege det sted hvor han ville have gården liggende. Der blev så kørt bygge- materialer til byggeriet der ud, men Niels ville nu hellere have sin gård liggende på et lidt højere sted nærmere Karlby, så i nattens mulm og mørke kørte han selv med heste og vogn alle materialerne der hen. Det skulle han nok selv bestemme, selv om han var fæstebonde var det hans gård.
Det blev en dejlig gård som de navngav ”Høgebo” da de stadig blev kaldt Høgh efter mormor Maren. Der blev så først Søren og derefter Ida, Rasmus og Anton født, så de nu havde en børneflok på 7 og alt ser lyst og lykkeligt ud.
Så sker det frygtelige at Severine dør kun 43 år gammel. Hun har været sløj siden hun fik lille Anton i julen 1883 og dør af vattersot (Vand i kroppen) i oktober 1884. Nu ramler det hele for Niels Høgh! Severine var virkelig hans store kærlighed. Hvordan skal han kunne leve videre og hvad med de mange små børn? Giftes igen vil han i hvert fald aldrig!!! Det ender med at Bergelius og Anton kommer i pleje hos noget familie, hvem der nu vil tage dem, og så bliver der ansat en husbestyrerinde. Rasmus dør 5 år gammel af krampe.
Min farfar Jens er 12 år, og han har tit sagt at han havde en trist barndom. Han kunne ikke lide husbestyrerinden og drillede hende eller lavede ulykker. Så sladrede hun til faren og han forsøgte at banke unoderne ud af drengen. Den eneste han havde at holde sig til var hans 2 år ældre søster Kirsten. Hun blev med sine 14 år en slags reservemor for dem alle. Da hun var 17 overtog hun husbestyrerinde pladsen i hjemmet og var der til hun blev gift som 32 årig.
Det er barskt at tænke på at samme skæbne overgik de tre af mine fire oldefædre: Jens Kruse, Peder Dolmer og Niels Høgh oplevede alle at miste deres kone og stå alene med en stor flok småbørn. De havde alle tre giftet sig af kærlighed og kunne bebrejde sig selv at de havde påført deres elskede de mange graviditeter der tog deres kone og børnenes mor fra dem. Det må have været frygteligt hårdt.
Men livet skulle jo gå videre, gården skulle passes. Niels Høgh var en dygtig landmand, men han havde sine egne ideer om hvordan arbejdet skulle udføres. For eks. når han skulle så, så begyndte han at køre alt såsæden ud i den fjerneste ende af marken og begynde at strø kornet ud der udefra og ind mod gården. Havde han begyndt omvendt ville han have sparet en del arbejde, men sådan ville han nu have det.
1905 Kom der en ny navnelov hvor man ønskede at folk tog deres kaldenavne i stedet for alle de – sen navne. så da valgte slægten at få navnet Høgh som rigtigt efternavn da det var det de altid brugte. Først 1909 Købte Niels Høgh gården af stamhuset Benzon for 28,000 kr. Helt til da havde han været fæster. Det må have været rimelige forhold dengang, for det var ikke fordi han manglede penge han ikke købte før.
I det hele taget var livet på Høgebo ret gammeldags. Man holdt ved det gamle. For eksempel blev de ved selv at brygge deres øl langt op i tiden, og det var efter sigende noget rigtigt godt øl de lavede. Så der var god brug for det store bryggers Severine fik, da de byggede gården.
Niels blev også ved med at tale egnens gamle dialekt. Den var meget speciel. For eks. når et ord begyndte med d udtalte man det med r foran sådan at når man ville sige ”du der” blev det til ”ro rer”. Jeg kan huske da jeg var lille, at når de gamle mænd ville hjælpe mig med at skære mit kød i stykker hed det ”Ska a skjær ret ky i stik”? (Skal jeg skære dit kød i stykker), det forstod jeg ikke altid helt.
Der var stort familiesammenhold i Høgeslægten, og er det stadig. Da Niels Høgh blev 70 deltog alle børn og svigerbørn selv om nogle af børnene var opvoksede hos andre. Min far holdt også kontakt med sine fætre og kusiner ligesom vi gør i min familie.

Karolinehøj

Jens Høgh:
Da Jens var blevet konfirmeret, blev han de første år som karl hos sin far på Høgebo. Derefter blev han ansat som karl på Voldby højskole. Forstander Wests højskole bestod foruden bygningerne af 8 tønder land dyrket jord, og nu havde han købt en gård mere der skulle drives sammen med skolen. Derfor havde han brug for en karl til hjælp, og ansatte Jens Høgh, som havde været elev på skolen.
Jens var en livlig fyr og kvik på et dansegulv og så sang han godt. Om aftnerne deltog han gerne sammen med eleverne når de hyggede på skolen. Forstander West havde en datter der spillede klaver, og det blev til at hun og Jens somme tider optrådte sammen. De blev vist også lidt kærester, men det ville Fru West ikke have, så det endte med at Jens fik besked på at holde sig fra pigen. Det blev han så sur over at han rejste med det samme.
Så vendte Jens hjem til Høgebo hvor der var god brug for hans hjælp. Han blev dog ved med at mødes med ungdommen i Voldby, der havde han fået mange gode venner, og der var da også en pige som fangede hans interesse. Hun hed Karoline og kunne både synge og danse, og så havde hun været på højskole både i Voldby og Odder, og var dygtig i huset. Så de to begyndte at komme sammen.
Så sker der det at Karolines far, Peter Dolmer dør 11. september 1893, og Karoline er naturligvis ked af det. Men Jens trøster hende så kærligt at hun desværre bliver gravid af det. Det er ærlig talt noget rod. Jens er kun 22 år og ikke myndig, det var man først når man var 25 år dengang, og så skal han ind som soldat til foråret og Karolines bror Hans, der overtager gårde efter deres far, skal giftes til maj, og hvor skal Karoline så være med barnet.
Først skulle Karoline og Jens jo giftes, det kunne der ikke være tvivl om. Sådan var det dengang. Der blev løst kongebrev (tilladelse fra kongen) for Jens, kunne gifte sig, selv om han ikke var myndig, og så vielsen kunne ske uden lysning og udenfor kirken. Dengang skulle der lyses 3 søndage i kirken før bryllupper. (Præsten spørger om der er nogen der har noget at indvende mod brylluppet)
Vielsen foregik i al stilfærdighed ved at præsten kom hjem på gården og viede dem. Der var ikke meget fest, dels var Karolines far jo næsten lige død, og dels var bruden gravid, så det blev holdt meget stilfærdigt.
Så drog Jens ind som soldat, og Karoline flyttede ud på Høgebo, da det var Niels Høghs plan at de unge på længere sigt skulle overtage gården.
11. juni, præcis 9 måneder efter Karolines fars død fødte Karoline så en dreng som fik navnet efter farfar Niels. Jens var stadig soldat, mon han fik orlov så han kunne komme hjem og se den lille søn?

Soldatertiden fik jo en ende, og Jens kom hjem til Høgebo og skulle nu overtage styret på gården, troede han, men det gik slet ikke. Hans far var kun 54 år og havde bestemt ikke tænkt sig at vige for sønnen, der nærmest måtte gå som tjenestekarl og finde sig i farens gammeldags ideer. Inde i huset stod det ikke bedre til. Der var en gammel husbestyrerinde der hersede med Karoline som var hun en tjenestepige, så det endte med at de opgav og flyttede i et lille hus i Grenå.
Her fik Jens arbejde på Grenå Dampvæveri, og de nød at være sig selv. Efter nogen tid flyttede de til Hinnerup hvor Jens fik arbejde hos en tømrer. Karoline behøvede ikke andet arbejde, da hun gennem årene fødte det ene barn efter det andet. I alt nåede hun at føde 12 børn på 20 år, så hun var altid enten gravid eller ammede .Deres førstefødte, lille Niels, døde da han var 5 år af difteritis, det var hårdt for dem og derudover fik de en lille pige der døde som spæd. Så 10 voksne børn blev det til.
Jens og Karoline savnede dog alligevel Voldby, så da Niels Høgh tilbød at købe gården der hørte til højskolen til dem, slog de til. Gården var meget forfalden, der skulle virkelig lægges kræfter i for at få et godt hjem og landbrug ud af den, men de slog til og gav sig i kast med det store arbejde. Og i løbet af nogle år stod der virkelig en god gård med nye bygninger og veldrevne marker på stedet. Jens døbte gården ”Karolinehøj” efter sin store kærlighed.
Niels Høgh havde opgivet at få en søn til at overtage Høgebo, i stedet blev det datteren Ida der overtog sammen med sin mand Søren der var uddannet tømrer, og som måske bedre kunne finde sig i at den gamle stadig ville bestemme i landbruget. Først 1909 købte Niels Høgs så gården til selveje, samtidig med at Ida og Søren blev gift. Niels selv blev boende på sin elskede gård til sin død 11. november 1930, 88 år gammel.
Jens og Karoline trivedes på Karolinehøj. Det var slid og slæb, men også mange glæder. Naboer og venner og så den store børneflok. To små havde de mistet i de første år, men 10 levede og voksede op til gode og raske mænd og kvinder. De berigede desuden forældrene med 42 børnebørn. Det var en stor flok når alle blev samlede. Det skete f. eks. til deres gulbryllup.
På det tidspunkt havde de dog afsat gården til min far Gunnar, og var flyttet i et lille hus i Voldby hvor de nød deres alderdom og stadig at kunne komme på Karolinehøj og deltage i livet der.
Hen over vinteren 1946 begyndte Jens at blive sløj, han blev inaktiv og lidt dement, og i april fik han en hjerneblødning og blev sengeliggende til han døde 29. maj.
Karoline levede i mange ar som enke og var rask og rørig indtil hun døde som 96 årig 3. april 1965.