Dolmer by

I år vil jeg fortælle om min farmor Karolines slægt.

1

Karoline var født med efternavnet Dolmer. der findes en lille landsby ved navn Dolmer som i dag er næsten helt opslugt af Grenaa, og der findes en del mennesker i området der bærer Dolmernavnet. Blandt andet den store slægtsgren vi stammer fra og som jeg skal fortælle om her.

Det startede med en virkelig kvik ung pige der hedder Karen Astrup. Hun gifter sig med Søren Dolmer 18. .november 1783 da hun er 20 år gammel og han er 31. Sammen overtager de en fæstegård i Voldby der hører under Fjellerup Østergaard.(Der er det sjove ved Fjellerup Østergaard at den er blevet flyttet til Frilandsmuseet i Brede ved København og stadig ser ud som dengang, så kommer du der kan du tænke på at vores slægt har arbejdet der medens den lå i Fjellerup på Djursland, men ikke ret længe, for hør hvad der senere skete)

1787 får de en søn der bliver døbt Peder og alle er glade.  De får kun det ene barn, og da Søren er 43 år dør han fra kone og barn. Det var lidt af en katastrofe når man var fæstebonde, for så skulle der en ny mand i gården. herremanden forsøgte som regel at finde en ny mand,  der foruden at forpagte gården, også ville gifte sig med enken så hun kunne blive boende. Men det var jo ikke sjovt at blive gift på den måde, hverken for enken eller den unge mand.

Det var lige på tiden med de store Landboreformer. Det betød blandt andet at gårdene i landsbyen havde fået hver deres  egen jord i stedet for at have dyrket jorden i fællesskab i mange små agre rundt omkring. Det gjorde det igen muligt, at den enkelte bonde nu kunne købe sin egen gård af herremanden hvis man havde lyst og penge til det, og det havde Karen! så nu var hun sin egen herre og valgte selv hvem hun ville gifte sig med.

Det blev Peder Søren Bager Hun gifter sig med, han var 3 år yngre end hinde, men desværre dør han allerede 2 år efter, og hun må i gen på jagt efter en ny mand.

Hun blev gift 3. gang 2 måneder efter Søren var død med Jens Jensen Tørslev fra Grenå. Han holdt i 9 år, så var hun enke igen.

Nu havde hun fået nok af de svagelige mænd og valgte selv at drive sin gård. Det kunne hun jo fordi hun selv ejede den, Hun skulle dog have en værge til hjælp når det drejede sig om pengesager og offentlige ting da kvinder dengang ikke var myndige

På trods af alle mændene havde hun kun fået 1 barn som nu var ved at blive myndig og 1816 giftede hun sig 4. gang med en fæstebonde i Albæk ved Navn Heinrich Jensen Busk. Hendes søn blev gift ugen efter og overtog gården.

Hendes nye mand og hun var begge 53 år, og hun fik 10 år sammen med ham til 1826 hvor han også døde. Hun flyttede så hjem til sønnen og svigerdatteren hvor hun døde ½ år efter. Tænk bare, et liv hun har haft. Fire mænd har hun fulgt til graven og kun fået et barn. Men en dygtig dame må hun have været.

Hylkegård

Peder Sørensen Dolmer som jo var enebarn, købte gården af mor Karen 9. marts 1816 og blev gift 29. marts samme år med en ny Karen der var fra Villersø.
Året efter får de en datter der også får navnet Karen.
Den nye kone på gården er mere frugtbar end sviger moderen, så de får regelmæssigt et barn hver andet år. Heriblandt 2 hold tvillinger hvoraf det en hold dør som helt små. Så efter 10 fødsler på 14 år har de nu 8 børn. Det var da ret godt klaret!
De fleste børn kommer godt i vej, alle som gårdmænd eller gift med samme. Nr.7 barn, Jens Peder Dolmer overtager gården efter forældrene. Kun nr. 3 får en specie skæbne. Han er uddannet væver, men bliver soldat i krigen 1848 – 20 hvor han falder. hans forældre modtager følgende brev fra batailionskommandanten.
”At Deres Søn af 2. Forstærknings Bataillons 1. Compagni N. 174 Hans Pedersen er afgaaet ved Døden er vel bleven dem bekjendtgjort igjennem Amtet, til hvem Dødsfaldet er meldt og den Afdødes Tilgodehavende ved Batillonen er blevet sendt; dette er desværre et sørgeligt Budskab at bringe dem som Fader til en brav og tapper Søn, dog en Trøst og en Glæde, som det maa være enhver ægte retsindet dansk Mand, kan jeg give dem i Deres billige Sorg, nemlig at han døde af det Sår han havde faaet i Slaget ved Idsted hvor han stred som en tapper og brav Soldat og er saaledes faldet for sit Fædrene Lands Ære; Ikke alene i dette Slag men ogsaa i de tidligere Kampe har Deres afdøde Søn viist sig som en tapper og dygtig Soldat og stedse afholdt af sine Kammerater, hvorfor han ogsaa ofte Valgtes, ved Valg, der foretoges af Kammeraterne”
Det originale brev findes på Nørre Djurs Egnsarkiv i Gjerrild.
Peder Dolmer var en dygtig mand, og i hans tid blev der købt mere jord til gården, ligesom han købte han en gård mere som han senere solgte til en datter og svigersøn.
1823 bliver han udnævnt til sognefoged. Sognefogeder blev indført 1791 til at fungere som en slags polit på landet. de skulle holde orden og gribe ind ved slagsmål og fuldskab og sørge for at folk var lovlydige og betalte deres skat.
Det var lidt af en ære at blive udnævnt til sognefoged, og når man havde været det i en større årrække fik man tildelt ridderkorset af kongen og blev ridder af Danebrog hvilket var en stor ære.
Peder Dolmer var og så tiendeejer.
Helt til bage fra middelalderen har alle bønder skullet betale tiende til kirken til drift og vedligeholdelse af dem. I de første mange var det helt bogstaveligt at de skulle betale hvert tiende af alt hvad de høstede, hvert tiende kornneg hver tiende stykke kvæg o. s. v. Ved mange kirker var der bygget Kirkelader til opbevaring af sagerne og ved andre var det opbevaret på loftet. Det var jo temmelig besværligt, så på et tidspunkt blev det ændret til at betale tingenes værdi i penge.
I starten var det klostrene og biskopperne der stod for sørge for at kirkernes tiende anvendtes til rette formål, men efter reformationen gik det til kongen som igen videregav det til herremænd og godsejere at varetage det. Sener fik godsejerne lov til at sælge tienderetten til deres bønder hvilket fik Peder Dolme til at købe tienderetten til Voldby kirke så han fik tiendepengene og så skulle sørge for vedligeholdelse og drift af kirken.
Systemet fortsatte helt til 1920 hvor vi havde fået menighedsråd og kirkerne var blevet selvejede og vi fik kirkeskat i stedet.
1832 byggede Karen og Peder nyt stuehus til gården. det blev et pragtfuldt byggeri både i størrelse og indretning og huset står der endnu snart 200 år efter.
Stilen var den man brugte i Voldby dengang, bindingsværk med gule feter og sorte stolper. De to yderdøre i solidt egetræ er udsmykkede med fine malrier, og i bryggerset blev der lagt glaserede klinker der stadig næsten er som nye.
I dag er gården omdannet til en vingård hvor der avles vin på en del af jorden medens noget jord er solgt fra. huset er flot renoveret med hensyn til det gamle, og der er vinsalg af egne og udenlandske vine. så det er muligt at besøge stedet.

Peder Dolmer døde 1 november 1950 som 63 årig, og hans enke Karen var åbenbart lige så kvik som sin svigermor Karen Astrup, for hun valgte selv at drive gården videre de næste tre år selv om hun også var 63 år på det tidspunkt.

Hylkegård fra luften for få år siden

Herefter solgte hun til sønnen Jens Peter, kaldet Peter Han blev gift med Ane Catrine Bilde hvis far havde gården Benzonslyst Den var flyttet ud på marken og ligger stadig mellem Voldby og Sangstrup. Alle de andre gårde i Voldby var blevet liggende inde i byen, og det hed sig at pigerne fra Benzonslyst var lidt sære af at gå derude på marken alene.
Benzonslyst blev senere overtaget af Anes bror der solgte den til bedste faderen til den i 1970-erne så kendte politiker Anders Andersen der bl.a var finansminister.
Ane og Peter er unge og glade for hinanden og 7 år efter de er blevet gift har de 5 børn, 2 drenge og 3 piger. Men så sker det frygtelige at Ane dør 18. december 1860 kun 29 år gammel Det må have været en trist jul de har haft i Hylkegård det år. Det ældste barn er 7 år og det yngste bare 2 år
For at få det hele til at køre flytter Ane lillesøster Ane Marie ind på gården for at hjælpe, og 3. maj gifter Peter sig så med hende. Og efter et par år fortsætter de som før med at få et barn ca. 1 gang om året Det bliver til i alt 9 børn hvoraf dog et par tvillinger er dødfødte. og det er ud af den børneflok min farmor Karoline stammer som nummer 4.

Som sin far tager Peter aktivt del i landsbyens aktiviteter. I 1853 trængte Voldby stærkt til at få en ny skole. Den der stod var bygget 1724 af grev Scheel på Sostrup slot og vat nu for lille og i meget dårlig stand. Det er sognets forstanderskab der skal forestå byggeriet. Forstanderskabet er en forløber for kommunalrådet (byrådet) det er valgt med 5 – 7 personer

der vælges blandt de største gårde i sognet og har præsten med som født formand.
Min farmor Karoline har fortalt at hendes far var med til at få bygget den skole og at hendes søn, min far var med til at få den nedlagt 130 år senere. Så Peter Dolmer har været i forstanderskabet i Voldby må vi tro.
Forstanderskabet gik så i gang med at undersøge hvad der var billigst, bindingsværk eller muret væg. Det viste sig mærkeligt nok at være muret væg, men det skyldtes nok at der var stor mangel på træ i Danmark på den tid. På grund af englandskrigene i første del af 1800-tallet hvor englænderne stjal alle vores store krigsskibe, havde Danmark måtte bygge nye skibe, og da det var træskibe blev der fældet mange træer i skovene, så træ var en mangelvare på den tid.
skolen blev derfor et solidt hus der med nogle forbedringer og udvidelser op gennem årene var i brug som skole til 1960 og hvor både min farmor, min far og jeg har gået i skole.
I dag er der indrettet lejligheder i huset, så det er stadig i brug.

Så skete der en stor ulykke for dem alle på Hylkegård. Den 30 maj 1870 var Peter kørt til møllen for at få malet noget korn. Flere af småbørnene var med på vognen for at få en tur. I et ubevogtet øjeblik får lille Maren på 5 år sneget sig op på svikstillingen (mølleomgangen i 1. sals højde) og der kommer en af møllevingerne susende og rammer hende i tindingen med så stor kraft at hun falder død om.
Det var en trist tur hjem med det døde barn på vognen, og moderen brød totalt sammen i gråd da de kom hjem. Faderen var fortvivlet, han syntes det var hans skyld, han græd ikke men vandrede hvileløst rundt. Det var svære dage for dem alle, Pastor Petri holdt en ligtale ved begravelsen der var alle til trøst, Den blev trykt og alle i familien fik et eksemplar af den. Men rigtig glade som før blev de ikke mere.
(Dette er fortalt af den ældste af børnene der hed Peter i hans erindringer)

På den tid opstod der over hele landet en gudelig vækkelse. Før havde man ikke rigtigt interesseret sig for religion og kristendom, men nu begyndte man at tænke over, hvad livet egentlig betød. man begyndte at mødes hjemme i folks stuer og synge salmer og gudelige sange, og der kom nogle missionærer rundt og talte til folkene og bad med dem
Før grundloven 1849 var det forbudt at holde forsamlinger i private hjem, men det var man lige glade med og gjorde det alligevel selv om det sommetider gav en bøde. i starten var det en samlet bevægelse, men senere splittedes man i Grundtvigianere og Indre mission.
Ane og Peter havde været lidt med i starten, men efter ulykken med Maren i møllen gik de helt med i bevægelsen og deltog ikke så meget mere i byens almindelige liv.
Peter Dolmer er stadig en aktiv mand. 1868 byggede han om på stuehuset og nedrev den store bageovn i bryggerset. Nu havde de fået brændekomfur og kunne bage brød i det. Han var også den første på egnen der begyndte at dyrke roer til køerne.
1882 køber han flere marker lidt syd for byen og får dem lagt sammen og opdyrket hvor gården Borupgård opstod. den overtog som senere datteren Kathrine og hendes mand Jens Thommesen sener overtog.(Det var vores fætter Børges bedsteforældre).
1888 døde Ane Marie kun 45 år gammel af den samme sygdom som hendes søster, Peters første kone Ane Katrine døde af. De havde yderlige haft 2 søstre mere der også var død af den dengang så udbredte sygdom.
Efter Ane Maries død mister Peter held livslysten, han føler sig gammel og træt og mister også synet.
Han sælger gården til sin søn Hansi 24. august 1894. Hans er jo en bror til min farmor Karoline og han er gift med Stine og de får kun piger og er derfor de sidste Dolmere i Hylkegård. Deres datter Marie bliver gift med Peter Glerup og deres søn igen Knud Glerup overtager gården efter dem. Knud får ingen børn og sælger 2010 gården til den nuværende ejer Der dyrker vindruer som han laver vin af. Han gennem restaurerer det gamle stuehus meget nænsomt og har udsalg af vin og andet. Så man kan faktisk besøge stedet.
Hermed sluttede vores familieskabs tilknytning til gården som vores tip tip oldemor købte da hendes mand var død.

Odder

Min farmor Karoline Dolmer blev født 13 April 1869 på Hylkegaard som 4. barn af Peder Dolmers 2. ægteskab i alt fik Peder Dolmer 14 børn hvoraf 3 døde som små. så det var en stor søskendeflok Karoline var en del af. Det var en stor gård med mange mennesker og Karoline var en kvik og velbegavet pige der nød sin barndom og første ungdom i fulde drag. Hun blev konfirmeret i Voldby Kirke 1. april 1883 som eneste pige sammen med 7 drenge, så mon ikke det har givet anledning til en del drillerier.
Efter konfirmationen bliver Karoline hjemme på gården som medhjælper, det er en stor husholdning med mange mennesker og hendes mor er svagelig, hun lider af den samme sygdom, tuberkulose også kaldet brystsyge, som Peters første kone døde af.
Det var en frygtelig sygdom som mange døde af den gang. Man havde ingen medicin i mod den, kunne kun anbefale frisk luft og hvile. Omkring år 1900 blev der bygget sanatorier mange steder i Danmark hvor patienter kunne komme og få lys og luft, men først efter 2. verdenskrig fik man medicin der virkede og begyndte at vaccinere mod sygdommen. Så nu ses den sjældent. Men de mange udlændinge der kommer til landet nu, bringer af og til sygdommen med sig
En sommer havde Karoline og to af hendes søskende en stor oplevelse. Deres ældste bror Peder var blevet Dyrlæge og havde fået en praksis i Ulfborg i Vestjylland, og de rejser med tog over og besøger ham og hans kone. Karoline skriver en meget levende beskrivelse af oplevelserne derovre. Størst indtryk gør besøget ved Vesterhavet, det er så anderledes end deres eget hav derhjemme, men også hederne de kører igennem med hestevognen er fremmedartede.
De besøger også herregården Nørre Vosborg og flere steder i egnen, bl.a. en vandmølle, et teglværk og Madum kirke. Peder kørte dem rundt med hestevogn, og ind i mellem må de vente på vognen medens han var inde på en gård og se til et sygt kreatur. De var kun derovre i få dage, men det var en stor oplevelse for dem, dengang kom man ellers ikke sådan på tur.
!868 var der startet en højskole i Voldby, men Karoline ville mere hjemmefra og tog til Odder Højskole. Måske har det spillet ind at Pastor Petri, der havde hjulpet familien så godt da lille Maren omkom i møllen, nu var blevet præst der, og sikkert også havde timer på højskolen.
Det blev en skøn tid for den begavede unge pige som nød opholdet i fulde drag. Nogle af hendes stile og notater derfra gemte hun hele livet. De er selvfølgelig håndskrevne og med en flot håndskrift så de er lette at læse den dag i dag.
Efter højskolen fik hun plads i huset hos Pastor Petri og hans familie og var meget glad for at være der.
Et forår efter fik Karoline brev fra faderen der bad hende om at komme hjem. Han var blevet gammel og svag, og de andre piger var nu blevet gift og rejst hjemmefra. Karoline var ked af det, hun havde fået mange gode venner i Odder, men syntes hun var nødt til det, så Valborg aften vendte hun hjem til Voldby, i trist humør.
Men da hun kom til byen var der valborgfest i byens anlæg og der var musik og ungdom der morede sig og hun tænkte at det måske alligevel var til at holde ud at bo her. hun ville først sige god dag til sin far, og så vende tilbage til festen. Men hendes far var så sølle og trist at hun ikke nænnede at forlade ham igen den aften.
Karoline faldt dog hurtigt til i Voldby og fik mange gode venner. De unge havde det sjovt og mødtes til sang og dans eller tog til havet i sommeraftenerne. Blandt andet mødtes de også på højskolen om aftenen og sang højskolesange som hun kendte det fra Odder.
Højskolen havde et landbrug til, og der var en karl der hed Jens som også deltog, og som sang så ualmindeligt godt, og de to blev snart kærester, og efterhånden også mere end det, så det endte med at Karoline blev gravid.
De måtte jo så giftes, og brylluppet stod hjemme i stuen på Hylkegaard hvor præsten kom og viede dem. Det var vel fordi Karolines far ellers ikke kunne være med, da han var ret sløj efterhånden.

Efter brylluppet flyttede de til Høgebo hos Jens ‘far Niels Høgh der var enkemand. Der blev deres første barn født og fik navnet Niels. Det var så meningen at de skulle overtage gården med tiden, men det gik bestemt ikke godt, Niels Høgh var meget gammeldags med landbruget, og hans gamle husbestyrer og Karoline kunne slet ikke enes, så det endte med at de købte et lille Hus i Grenå hvor Jens fik arbejde på Grenå Dampvæveri. Her fik de 2 drenge men mistede lille Niels af difteritis som var en meget almindelig sygdom dengang og som mange børn døde af.
De flyttede så til Hinnerup hvor Jens fik arbejde på et savværk og de fik mange gode venner her og fik 2 drenge mere. De var meget glade for at bo her, men en dag kom der brev fra Jens´ far, at han ville købe den gård der hørte til højskolen i Voldby hvis de ville være bestyrer på den. De endte med at sige ja selv om Karoline ikke var meget for det.

Efter brylluppet flyttede de til Høgebo hos Jens ‘far Niels Høgh der var enkemand. Der blev deres første barn født og fik navnet Niels. Det var så meningen at de skulle overtage gården med tiden, men det gik bestemt ikke godt, Niels Høgh var meget gammeldags med landbruget, og hans gamle husbestyrer og Karoline kunne slet ikke enes, så det endte med at de købte et lille Hus i Grenå hvor Jens fik arbejde på Grenå Dampvæveri. Her fik de 2 drenge men mistede lille Niels af difteritis som var en meget almindelig sygdom dengang og som mange børn døde af.
De flyttede så til Hinnerup hvor Jens fik arbejde på et savværk og de fik mange gode venner her og fik 2 drenge mere. De var meget glade for at bo her, men en dag kom der brev fra Jens´ far, at han ville købe den gård der hørte til højskolen i Voldby hvis de ville være bestyrer på den. De endte med at sige ja selv om Karoline ikke var meget for det.

Gården var meget forfalden. Kostalden var næsten faldet sammen og stuehuset var med hullede lergulve og utæt og koldt. Men de tog fat på at få det hele i orden, først kostalden som var det der trængte mest, og så stuehuset i 1907. Gamle Niels høg fulgte med i det hele, og da han så hvor høj de byggede stuehuset udbrød han ”De blyver farme en hiel slot”, og da han næste gang kom og så de byggede kviste på , sagde han ”Nå ska der osse vær tårne po, no må i heller fo skødet po goren” Så nu var de blevet gårdmandsfolk.
De trivedes alle på Karolinehøj som blev gårdens navn, og fik her fik de yderligere 6 børn og havde nu en børneflok på 10 at forsørge. Det kneb sommetider og Jens gav sig til at supplere med noget vognmandskørsel. Han købte også en Landauer på en auktion på Benzon (Sostrup) så han kunne køre folk standsmæssigt når de skulle i byen.
1937 valgte de at gå på aftægt. De solgte gården til den næstyngste søn Gunnar som blev min far. De købte et lille hus i Voldby og fik aftægt fra gården. Bl.a. fik de en liter mælk hver dag, en gris om året , korn til hønsene og tørv til at fyre med. Jens døde 1946, men Karoline opnåede at efterleve ham til 1956 hvor hun var fyldt 96 år.