Min Mormor Andrea Kruse

Vægtere

Vi skal begynde helt tilbage i 1795 i København. Her blev Andreas farfar født den 4. juli. Hans mor hed Anne Sophie Sørensdatter og faderen hed Anders Nielsen Møller og var vægter i København
En vægter var en slags politibetjent, der gok rundt i gaderne om natten og holdt øje med at alt gik rigtigt til, at der ikke var tyveknægte på spil og at der ikke opstod slagsmål og ballade. Han skulle også holde øje med at der ikke opstod ildebrand og at folk fik slukket lyset når de gik i seng.
På sin vej rundt i byen skulle han synge en sang så folk kunne høre han gik sin runde, sangen havde et nyt vers for hver time, så kunne folk også høre hvad klokken var, det var nemlig mange dengang som ikke havde et ur.
Vægteren havde uniform på og som våben havde han en stav med et pigget hoved der kaldtes en morgenstjerne.

I

Københavns brand 1795

følge kirkebogen skal drengen være døbt 19. juli 1795 i Sankt Nikolaj Kirke og fået navnet Nicolai Severin Andreasen. Der er bare det ved det, at Sankt Nikolaj kirke brændte ned til grunden 5. juni samme år. Så hvor dåben fandt sted vides ikke.
Der var en kæmpe brand i København denne og de næste dage, hvor omkring en trediedel af hele byen brændte rub og strup. Det var en stor katastrofe, og rigtig mange mennesker omkom eller blev hjemløse. Det gjaldt sikkert også den lille Nicolai og hans familie da de sikkert boede nær Sankt Nikolaj Kirke, da vægterne havde vagtstue i forbindelse med kirken.
Efter den store ulykke havde befolkningen travlt med at finde nogen at give skylden, og mange mente det var vægternes skyld, fordi man mente de sad og drak og svirede i vagtværelset i stedet for at passe deres vagter og ikke opdagede ilden i tide. Det var bestemt ikke sjovt for vores forfader og familien.

Hvordan Vægterfamilien klarede sig efter den store katastrofe vides ikke, kun ved vi at drengen Nikolaj på et tidspunkt inden han er 5 år er kommet til Gjerrild som plejebarn på en gård her.
Hvordan kommer man lige til Gjerrild fra København på den tid? Ja man har naturligvis sejlet. Det var før dampskibet tid, så det var sejlskibe, og forbindelserne var ustabile da man aldrig vidste hvor lang tid det tog, afhængig af vejret. Det var fragtbåde som storkøbmændene i de forskellige byer havde andel i for at få varer til deres forretninger. Alt hvad man skulle have udefra f. eks. sukker, kaffe, risengryn og meget mere fik man den vej. Der var fragtskibe som også tog personer med.
Der sejlede for eksempel en såkaldt jagt på en rute fra København til Grenå og videre til Randers og retur. Så det har jo nok den Nikolaj var med. Om han rejste helt alene eller har fulgtes med nogen ved vi ikke, men det har nok været overvældende for ham.

Jagt fra den tid

Nikolaj kom til at bo på en gård i Gjerrild, vistnok hos hans moster og onkel. De havde en fæstegård der hørte under Sostrup slot. En fæstegård var en gård som herremanden ejer og bonden så lejer af ham. Det han betaler i leje kaldes landgilde, og der foruden skal bonden gøre arbejde for herremanden på herregårdens marker bestemte dage om året.
Det var meget forskelligt hvor godt bønderne blev behandlet på de forskellige herregårde, på Sostrup havde bønderne det ret godt. Ordningen var ved at blive afskaffet på denne tid, så bønderne selv kunne købe deres gårde, men de skulle jo først have samlet penge til det.
Mosteren hed Johanne Sørensdatter og onklen hed Lars Andersen. De havde en datter der var 5 år ældre end Nikolaj. hun var vist lidt tilbage eller handikappet, hun boede i hvert fald hos forældrene endnu da de blev gamle og sad i aftægt. Hun hed Anne Marie.

Hvor meget skolegang Nikolaj fik vides ikke, da det først var i 1814 der blev almindelig skolepligt i Danmark. Men man skulle have nogle kundskaber for at kunne blive konfirmeret, og hvis man ikke var konfirmeret kunne man ikke være fadder og ikke blive gift. Så der var altså en slags undervisning for børnene.
I 1820 får hans plejesøster Anne Marie et uægte barn (uægteskabeligt barn). Faderen var en gårdmand Poul Henriksen der vedkendte sig faderskabet og vel også har betalt noget til barnet. Og ved barnets dåb var Nikolaj blandt fadderne. Han er da tjenestekarl i Gjerrild.
Anne Marie blev boende med barnet hos forældrene, en pige der fik navn efter mormoderen. Johanne, til pigen blev voksen. Nikolaj bliver senere tjenestekarl i Hammelev, hvor vi skal høre mere om ham.

Benzzon (Sostrup) slot

1827 tjener Nikolaj som karl på en gård i Hammelev. Medens han er der dør hans husbond og enken er nødt til at finde en ny mand, da hun ellers må forlade gården som er en fæstegård. Enken Ane Terkildsdatter vælger så at bede Nikolaj om at gifte sig med hende hvilket han siger ja til selvom hun er 11 år ældre end ham og svagelig. Hun har 2 børn: Peder på 15 år og Karen på 12 år som han nu skal være far for. De bliver gift i Hammelev kirke 12. februar 1828.
Nikolaj er nu 33 år gammel, og har ikke haft held med pigerne. Han er hele livet blevet kaldt ”Køvenhavner” og drillet med det. Nu er der også nogen i Hammelev der får ondt af at køvenhavneren skal være gårdmand, man spekulerer ligefrem på om det nu er gået rigtigt til med mandens død, eller om der er trolddom med i spillet.

Ane dør 8. april 1839 efter at de har været gift i 11 år, og nu er det så Nicolajs tur til at få en yngre kone. Han bliver gift den 6. september samme år med Dorthe Marie Rasmusdatter der er fra Karlby. Hun er 27 år og Nikolaj er nu blevet 46 år, så det var jo en forskel. De blev gift i Karlby kirke. Alle skulle giftes i kirken dengang og som regel blev man gift i brudens hjemkirke.
Nikolaj er dygtig og får købt gården til selveje. Han havde været fæster under Stensmark gods, og medens han var det skulle han hvert år køre kalk til Benzon (Sostrup) slot og hegne om Benzon hovedgårds mark. Fra 1840 blev det ændret til at køre 2 gode læs tørv fra Emmelev tørvemose til Stensmark, samt betale landgilde. Men nu er han sin egen herre og kan kalde sig Gårdejer.

Dorthe og Nikolaj får 4 børn: Andreas 23/5 1840, Marianne 25/4 1842, Rasmus 28/6 1843 og Søren 3/9 1845. Det er Søren der bliver vores stamfar.
Nikolaj dør den 10 juli 1861 og bliver begravet på Hammelev kirkegård 15 juli. han blev 66 år gammel, det var en ret høj alder dengang.
Så nu er det godt han har fået købt gården til selveje, for nu kan Dorthe blive boende uden at skulle gifte sig ned en ny karl. hun får den ældste søn Andreas til at hjælpe på gården. Så kan han senere overtage den.
Dorthe dør 3. september 1874. Hun blev 62 år gammel.

Hammelev kirke bygget af kridtsten

Søren Nicolaisen var efterhånden blevet en voksen karl. Han var en dygtig karl og en flot fyr. Og så havde han en god sangstemme og sang altid når han gik i marken og arbejdede. Det var der en ung pige i byen der havde fået øje på, og hun begyndte at lægge vejen forbi hvor han var, og kom i snak med ham. Så inden længe var de blevet dybt forelskede i hinanden.
Pigen hed Petrine, og da hendes forældre opdagede det blev de mægtig vrede. De havde allerede fundet en passende mand til hende, og syntes ikke at ”køvenhavnerens” søn var god nok til deres datter.
De stammede begge fra fine slægter på egnen, Faderen Rasmus Bager var ud af en gammel og udbredt slægt, der nok hed Bager, men havde siddet på store gårde rundt omkring. Moderen Frederikke Busks slægt havde været møllere ved Skærvad vandmølle i flere generationer. Så det kunne slet ikke være tale om at de to kunne få hinanden.

Petrine fik forbud mod at mødes med Søren, og der blev sat gang i at få hende gift med den anden som forældrene havde fundet til hende. Så det så trist ud. Men hun fandt alligevel ud af at mødes med Søren i smug og de fik smuglet breve til hinanden.
Søren var nedtrykt, han syntes heller ikke han var god nok til Trine som han kaldte hende, men Trine ville nu have sin Søren, og hun forførte ham simpelthen.
Det fik følger så hun blev gravid, og så var skandalen ellers stor. Forældrene var rasende. Men der var jo ikke noget at gøre ved det. Der var ingen fri abort dengang. Og så måtte de jo giftes hurtigst muligt før folk fik alt for travlt med at snakke.
De blev gift i Hammelev Kirke 18. oktober 1867

Juleaften fødte så Trine en lille pige, hun var sund og kvik og Søren og Petrine var selvfølgelig lykkelige for deres store julegave.
Hun blev døbt i Hammelev Kirke 23. februar 1868 og fik navnet Nicoline Marie Sørensen. Mon Petrines far og mor stadig var sure? Der var i hvert fald ingen af dem der var faddere til barnet, men det var der 2 andre af Bagerfamilien der var sammen med Sørens bror Andreas.
Ved samme lejlighed blev Petrine introduceret i kirken. Det var en skik fra katolsk tid som var ved at forsvinde, men som altså stadig brugtes i Hammelev.
Man mente at en kvinde der havde født var uren, og hun måtte ikke komme i kirken før hun var introduceret igen. Præsten bad en bøn over hende i våbenhuset og førte hende ind i kirken.

Brudekiste til pigers udstyr

De fik skabt sig et dejligt hjem. Petrine havde lige fra hun var stort barn samlet udstyr. Det gjorde alle piger dengang. De ønskede sig porcelæn eller sølvbestik til jul og fødselsdage, så de havde nok til at kunne dække bord til 12 personer.
I de lange mørke vinteraftener sad de og hæklede mellemværk til dyne og pudebetræk som de også selv syede. den slags kunne ikke købes færdig, så der var nok at gøre. De broderede også sofapuder og bordløbere. Var man flere om det kunne man skiftes til at læse op for hinanden. Man havde jo ikke radio eller fjernsyn endnu.
Karlene sad også og snittede grydeskeer og manglebrædter (Til at rulle tøj med) Det var også almindeligt at karlene strikkede sokker. Dunene fra ænder og gæs samlede man sammen og fik syet dyner af, og håndklæder og viskestykker skulle der sys monogram på. Og vi kan roligt regne med at Petrine havde alt i orden

10. oktober 1870 Føder Petrine tvillinger. De var sunde og levedygtige nok. Det kunne ellers let gå galt dengang, og da de var lidt små valgte forældrene at få dem hjemmedøbt. Det skete den 24. oktober og de fik navnene Rasmine Andrea og Frederikke Ane. Dengang blev mange børn hjemmedøbt da der var mange spædbørn der døde og det var vigtigt at de var døbt, da man mente at de ellers ikke kom i himmelen. Det var som regel præsten der kom og forrettede dåben, men skulle det gå stærkt kunne, og kan stadig i dag, enhver lovligt foretage en nøddåb.
16. februar blev de små piger så fremstillet i kirken. Det gjorde man ofte dengang, det bruges ikke så meget mere. Der var Grenå kirke de nu hørte til, Og Petrines far var vist blevet god igen, han var i hvert fald fadder til den ene af pigerne. Petrine var blevet fremstillet i kirken 16. december. Hun har jo nok villet i kirke i Julen.
Årene går og pigerne vokser op. det er kønne og glade piger, og Søren er stolt af sine 4 piger som han siger. Mor Trine, Line, Mine og Rikke som de bliver kaldt til daglig. Han er glad for sit liv og synger stadig i marken og stalden. Petrine er dog sommetider lidt bitter når hun ser hvor meget større og flottere hendes søskende bor.
Pigerne går i skole nede i Åstrup by hvor der er en lille skole med 1 lærer. Line og Mine var kvikke børn der klarede sig rigtig godt i skolen, men Rikke var lidt bag efter i forhold til dem. Til gengæld var hun sød og hjælpsom hjemme ved sin mor.
Det var en lang skolevej ned ad Åatrupbakken, og især hjemad når det gik opad igen, og om vinteren kunne det være en træls tur, så det var rart at de kunne følges.

Så da pigerne er 13 og 16 år sker miraklet, Petrine bliver gravid og 24. november får hun en lille pige. Om der blev glæde i det lille hjem? Ja det er der vist ingen tvivl om. Pigerne syntes måske først at mor var for gammel til sådan noget pjat, men da barnet først er der, er der ingen ende på hvor forkælet hun bliver.

27. januar bliver hun døbt i Grenå Kirke og får navnet Andrea Petrine Sørensen. Pigerne får alle sammen efternavnet Sørensen fordi deres far hedder Søren, Men de bliver lige så tit kaldt Nicolaisen som jo er deres fars efternavn
Og hvor heldig kan man være? Det er nemlig lille Andrea vi får som stammoder da hun senere bliver min mormor. Tænk hvis de ikke havde fået den lille efternøler.

Som den første af pigerne bliver Nicoline gift. Hun er kommet til en gård på Hammelev mark som husbestyrer for en ung enlig gårdejer ved navn Peder Nielsen. De to bliver hurtigt enige om at det skal være de to, så 14. december 1892 bliver de gift i Grenå Kirke. Og allerede 6 måneder efter får de en søn.

Sønnen bliver født 19. juni og døbt i Hammelev kirke 23. juni 1893. Han får navnet Niels Fogh Nielsen. Desværre får de kun det ene barn, men da de sener overtager Peters forælders noget større gård inde i Hammelev by, beholder de gården ude på marken som Niels overtager da han bliver voksen.

Niels bliver gift med Rine og får en søn og en datter som til gengæld får en hel del børn, så der er i dag mange efterkommere fra den gren af slægten.

Rasmine kom på et tidspunkt til at tjene som stuepige i en stor købmandsgård på torvet i Grenå. En sådan købmandsgård dengang var centrum for et vældig leben. Når bønderne fra oplandet kom i hestevogn til buen kunne de få vognen parkeret og hestene på stald i gården. Man kunne købe alt muligt, foder til dyr, købmandsvarer og mange spændende ting.

Der var også en skænkestue hvor man kunne drikke kaffe, øl og brændevin, så det gik livligt til. Lørdag aften var den helt store aften. Dengang arbejdede man jo også om lørdagene, og den aften havde man længe åbent i butikkerne, gerne til kl. 10 – 11. stykker.

Købmand Edvard Hansens frue Johanne får tuberkulose, og gennem hendes lange svære sygeleje er Rasmine trofast om hende og plejer hende.

Hun dør 13. september 1890 og bliver begravet på Grenå kirkegård.

Rasmine, der nu er 20 år, bliver husbestyrerinde og får ansvaret for den store husholdning i købmandsgården. Det er travle år, og det ene år går med det andet. Rasmine trives med sit arbejde.

Edvard Hansen kommer aldrig rigtig over konens død, men efter at have været enkemand i snart 15 år beslutter han sig for at gifte sig med Rasmine. Han har ingen arvinger, men håber måske at kunne nå at få nogen med en yngre kone.

Edvard Hansen er 52 år og Rasmine er 34 år og har ikke fundet kærligheden endnu, så hun siger ja da han frier til hende.

Mon ikke de fine fruer i Grenå har været forargede over at han gifter sig under sin stand! Nu skal de til at omgås hende på lige fod. Og måske har de selv døtre som de havde håbet på at få gift med storkøbmanden. 

Det bliver vist et ret lykkeligt ægteskab. Desværre viser det sig dog at Der heller ikke kommer børn ud af det, så der er ingen arvinger til købmandsgården.

Oven i købet får Rasmine også tuberkulose og dør 10. september 1910 kun 39 år gammel.Edvard Hansen lever nu alene og i 1919 dør han. Medens han ligger syg brænder hele købmandsgården. Da der ingen arvinger er, bliver min oldefar og oldemor arving efter deres datter, og bliver dermed ret velhavende!

Petrine og Sørens guldbryllup Edvard Hansen, Frederikke, Nicoline,Niels Niels Fogh,Peder Nielsen,Johannes Kruse Andrea, Elin,Petrine, Minna, Søren, Jens Nikolaj og Petri

I mellemtiden er lillesøster Andrea vokset op. Hun har haft et par pladser som tjenestepige, og så har hun været på Højskole. Endda så langt væk som Frederiksborg Højskole ved Hillerød. Selv om man dengang kunne sejle fra Grenå til København med DFDS var det jo alligevel en lang rejse.
Dengang boede den største part af befolkningen på landet og arbejdede ved landbrug. Derfor var højskolerne indrettede med hensyn til dette. Om vinteren kunne man bedst undvære karlene, så da var der karlehold fra 1. november til 1. april. Pigerne mente man vist ikke havde brug for så mange kundskaber, så de fik kun 3 måneder fra 1. maj til 1. august. Så kunne de komme hjem og hjælpe til med høstarbejdet. At piger og karle kunne være på skole sammen var helt uhørt dengang.
Andrea blev så lige som sine søstre rigtig godt gift, da hun 6. oktober 1905 blev gift med Johannes Kruse, der var gårdejer på en stor gård ”Højmark” Men det er en anden historie.
1917 kunne Petrine og Søren fejre guldbryllup. Det blev en stor fest hvor de kunne samle deres store flok efterkommere. blot var der jo et stort savn efter Rasmine. Men alle sad i gode kår. Så havde det været en lidt hård start var alt nu velstand i familien.
Frederikke har som de andre været ude at tjene, hun er køn og dygtig nok, men er lidt tungere ide end de andre. Da forældrene bliver ældre flytter hun hjem og hjælper dem.
1919 sælger de gården og flytter til en ejendom på Storegade. Det er et stort hus med 2 lejligheder samt værelser til udlejning på loftet ligesom den mindste lejlighed er udlejet. Der er en stor grund hvor der senere er solgt grund fra og bygget et hus.
De får lavet testamente så Frederikke kan overtage huset og få en økonomi så hun kan bo der resten af sit liv.
Søren dør 1925 og Petrine 1931