Fra Lærkes julebog 2015

Hjembækgård

Nu vil jeg fortælle om nogle af vores forfædre som havde et særligt spændende liv.

Min mors farfar Jens Kruse:

Jens Jensen Kruse blev født 2. juni 1827 på gården Hjembækgaard. Hans far hed også Jens Kruse og hans mor hed Dorotea.

Hjembækgård ligger helt ude ved havet på spidsen af Djursland og faren var også strandfoged. En strandfoged skal holde øje med skibene der sejler forbi, og om nogen af dem kommer i havsnød. Hvis et skib strander skal han, sammen med andre folk, forsøge at redde sømændene og hjælpe dem i land, og hvis der driver noget strandingsgods fra skibene i land, samle det sammen og holde auktion over det.

Dengang sejlede der mange kæmpe store sejlskibe forbi. Det var medens Danmark havde "De vestindiske øer" og en koloni på guldkysten i Afrika. Skibene sejlede så i fast rutefart fra København til Afrika efter sorte mennesker som de sejlede vider til øerne i Caribien hvor de skulle arbejde som slaver i sukkerrørsplantagerne. Og derfra sejlede skibene hjem med sukker og rom der nede fra.

Når de kom til Hjembæk roede sømændene i land og købte friske madvarer, mælk, smør, kød og grøntsager som de virkelig trængte til efter den lange tur, hos Jens Kruse og betalte med sukker og rom. For at få lidt penge ud af det blev der så holdt fester for omegnens unge i gårdens storstue hvor man kunne købe romtoddyer. Det er rom med kogende vand og sukker, så der var fest og glade dage.
Egentlig var det vel ikke lovligt, så det var vel en slags smugkro faren drev, men når det ikke blev opdaget gik det jo godt.

Her voksede Jens op og havde en dejlig barndom og ungdom. De ung i omegnen mødtes om aftenen nede ved stranden, badede, roede ud på bugten og havde det sjovt. De fandt også kærester, og Jens blev kæreste med den kønneste af alle pigerne. Hun var fra Voldby og hed Mariane. De var sikre på at de skulle giftes med hinanden når de blev gamle nok.

Men, men, men! Nu skete der det at Danmark kom i krig. Danmark havde dengang landene Slesvig, Holsten og Lauenborg, men nu gjorde nogle af holstenerne oprør og ville ikke høre til Danmark, og så blev der ballade. Danmark skulle bruge rigtig mange soldater til at gå i krig, og dengang skulle alle de unge mænd fra bondegårdene, der kunne undværes derhjemme, være soldat. Jens havde en bror, Anton som kunne blive på gården så Jens måtte af sted. 

Krigen kom til at vare i 3 år, og var en rigtig grim krig hvor mange soldater døde. Men heldigvis overlevede Jens, ellers havde vi jo ikke været her i dag! Det endte med at Danmark vandt krigen, og der var rigtig fest i hver en by når soldaterne
vendte hjem. Soldaterne selv havde lidt svært ved at feste, for de havde set så mange af deres kammerater dø.

Jens kunne i hvert fald slet ikke feste, for da han kom hjem opdagede han at Marianne havde giftet sig med en anden medens han var væk. Så han deltog slet ikke i ballerne og feste rne, men gik bare trist omkring og vidste slet ikke hvad han nu skulle gøre.

Marianes far havde forlangt at hun skulle gifte sig med Niels Udsen i Sangstrup som havde været gift 2 gange før og havde 3 børn: Søren og Jens Peter med sin første kone og Kirstine med sin anden kone, så Mariane var stedmor til børnene. Niels Udsen havde købt en gård i Sangstrup 1847 hvor de alle boede. Mariane var 22 år og Niels Udsen var 38 år på den tid hvor krigen er slut.

Højmark som den ser ud i dag

Nu sker der så det mærkelige, at Niels Udsen dør og Jens Kruse skynder sig at gifte sig med Mariane og dermed får både en gård og 3 børn med i købet. Jens er selv 25 år gammel og har sandelig fået en stor familie lige pludseligt. Oven i købet den pige han elskede og som også elsker ham. Hvor heldig har man lige lov til at være?
Det bliver et rigtigt lykkeligt liv de to får. Ud over de 3 stedbørn får de 9 børn sammen. Der ud over får de et par små børn som dør som små. Det var meget almindeligt dengang.

Hvordan de 3 stedbørn har det med både stedfar og stedmor kan man jo godt tænke på. Jeg håber Mariane og Jens var gode ved dem. En af dem, Søren klarer sig virkeligt godt. Han må have været usædvanlig kvik, for da han er 14 bliver han sendt til Aarhus for at studere og ender med at blive professor. Han kommer til København , får arbejde i et stort firma som han senere overt ager. Hans søn der overtager firmaet efter ham får en datter der hedder Bodil. Hun bliver en stor skuespille som man stadig kan se i fjernsynet lørdag aften som Emma i "Huset på Christianshavn"

Jens er en dygtig landmand og får gården i god drift. Gården ligger inde i Sangstrup by, men efter nogle år flytter han den uden for byen og bygger en helt ny stor gård der og kalder den "Højmark" Det er der hvor min mor er født.Men lykken varer sjældent ved og i 1871dør Mariane da hun føder det 9. barn og Jens står alene med den store børneflok hvoraf de ældste dog er flyttet hjemmefra. Jens går helt i sort og er dybt fortvivlet, han elskede virkeligt Mariane 

meget højt, så det er en stor sorg for ham, og han bestemmer at han aldrig vil giftes igen.

Jens er helt nede i kulkælderen efter Marianes død og kan ikke tage sig sammen til noget.
Børnene må tjenestepigen sammen med de største piger passe, samtidig med at de skal lave mad og gøre rent. Gårdens dyr og markerne må karlene passe. Naboer og venner hjælper så godt de kan, men alle kan se at det slet ikke går. De taler med Jens, men han er lige glad med alting, for han har mistet sin elskede Mariane og samtidig er de slemme minder fra krigens tid dukket op i hans sind.

meget højt, så det er en stor sorg for ham, og han bestemmer at han aldrig vil giftes igen.

I Sangstrup bor der en mand, Thomas Dolberg, som har en niece i Vivild som er over 30 år og ugift. Han ved at hun er en dygtig pige og finder på at hun skal giftes med Jens og være kone på " Højmark". Han foreslår Jens det, og langt om

længe indvilliger han på at skrive og fri til hende. Hun svarer tilbage at hun har bestemt, at hun aldrig vil gift es. Men Jens skriver igen, for han bryder sig ikke om at få et nej. Og efter endnu et brev svarer hun endelig ja!

Vivild Kirke

Min mors farmor Eva:

Eva blev født 18. februar 1838 i Vivild, altså nøjagtigt 100 år før mig! Hun var datter af fæste gårdmand Sterphen Andersen og hans kone Maren. Hun bliver døbt Eva Sephensdatter, for dengang fik man altid farens fornavn med -søn eller -datt er efter.

En fæstebonde bor på en gård der tilhører en herregård, og så lejer bonden gård og jord af herremanden. Man betaler leje for gården, dels med penge, kaldet Landgilde, og dels med arbejde på herregården, kaldet Hoveri . Det var den mest almindelige ordning den gang.
Stephens gård hørte under herregården "Hevringholm". Det er en mindre herregård som også ligger i Vivild sogn. Vivild ligger på nordkysten af Djursland noget længere mod vest end Sangstrup.

Da Eva er 9 år dør hendes far, han var 18 år ældre end hendes mor og havde været gift engang før og er 56 år gammel Når en bonde på en fæstegård dør, skal der jo en ny fæstebonde ind. Det betyder mange gange, at familien så må flytte fra hus og hjem. I enkelte tilfælde ser man, at konen kan få lov at drive gården videre, hvis der er en halvvoksen søn som skal arve og konen er rask og dygtig. Hun skal så have en værge da kvinder på den tid ikke er myndige og ikke lovligt kan foretage handler og stå for økonomi. Det kan kun mænd.

Men Evas mor er syg og ligger mest i sengen, så hun kan ikke drive en gård. Men da der åbenbart er en flink herremand på Hevringholm på den tid, han hedder Mogens Kjeldsen, løser han problemet ved at finde en ung mand der er villig til at gifte sig med enken, og så kan familien blive boende på den måde.

Manden hedder Niels Christensen og er 24 år, og enken Maren er 37. Det der med kærlighed ser man stort på,kun hvad der er praktisk. Niels er ung, og det er en god veldrevet gård, og Maren er som sagt syg, så hun dør måske snart så han kan få en ny kone.

Niels er en festlig og glad ung mand der kommer med nyt humør og liv i det lidt triste hjem. Han går rundt og fløjter og synger medens han passer sit arbejde . Eva bliver lidt betaget af ham, og moren føler sig snart bedre, vågner op og står op af sengen. Et par år efter får hun oven i købet et barn med Niels, en dreng der får navnet Stephen efter Evas far .

Efter hånden som Eva vokser op, bliver hun en rigtig køn pige, hun er stadig betaget af stedfaderen og efter hånden får han også øje for sin unge steddatter, og det ender med at de to bliver så glade for hindanden at de bliver rigtig kærester. Det er jo slemt, for det bliver regnet for det samme som kæresteri mellem far og datter dengang, selv om de to jo ikke er rigtigt i familie, og så er han jo moderens mand

De to for søger naturligvis at skjule det for andre, men moderen finder alligevel ud af hvad der går for sig, og hun er nødt til at gribe ind og standse det med det samme, så Eva bliver straks sendt hjemmefra med ordre til ikke at vise sig der hjemme igen.

Julianeholm

Hun får en plads som tjenestepige på den store gård, "Juli aneholm " der ligger lidt nord for Vivild. Den hører under herregården Hevringholm, men drives selvst ændigt .
Det er en gård med mange mennesker og nok af arbejde, f.eks. er der 5 tjenestepiger, og så er der karlene og hele herskabet med børn, så der er travlhed. Men der er også meget at lære, der kommer mange fine gæster, og Eva er en kvik og lærenem pige der virkeligt får lært at føre stort hus.

Hun ender med at blive husjomfru, som er den der forestår og har ansvar for hele husholdningen, og hun er rigtig glad for sit liv. Giftes vil hun ikke, hun kan ikke glemme sin stedfar Niels som var den store kærlighed for hende.

Men så kommer der brev fra Sangstrup, fra Jens Kruse! Først svarer hun nej, hun skal ikke giftes. Det andet brev besvarer hun på samme måde, men så begynder hun at tænke på at det måske alligevel var rart at få sit eget hjem og sine egne børn, og hun beslutter, at hvis Jens skriver 3. gang vil hun svare ja. Og det gør Jens heldigvis.

Eva bestemmer sig for, at hun vil giftes 19. marts, for så er det nok ved at være forår, men da der er meget der skal ordnes inden, kommer hun allerede 15. februar til Sangstrup. Jens har sendt gårdens bedste hestekøretøj efter hende. Der er godt 30 km., og da det jo ikke er lyst ret længe må hest og kusk overnatte da det med en enkelt pause tager omkring 4 timer hver vej selvom det er raske heste.

Officielt skal hun bo hos onklen inde i Sangstrup da man ikke kunne bo sammen den gang uden at være gift, men i virkeligheden er hun i fuld sving på "Højmark".

Der er også nok at tage fat på, da alt er forsømt efter der ingen husmoder har været siden Mariane døde året før. Der skal også være st ort bryllup er Eva og Jens en ige om. En gård af den størrelse skylder byen en fest. Eva har selv udstyret i orden, men alle børnene skal have nyt tøj, huset skal gøres rent og der skal slagtes, brygges øl og bages.

Dengang var et bryllup på sådan en gård over 3 dage. Selve dagen kom alle gæsterne til frokost kl. 12 med brød og slagtemad: pølser, skinke, leverpostej, stegt kød o.s.v, og dertil snaps og hjemmebrygget øl. Så var der en god stemning fra starten!

Herefter gik turen til kirken i en lang række hestekøretøjer, og det var ikke fri for at der blev kørt om kap, og ellers sunget og råbt hurra. Og efter vielsen gik det hjemad igen på samme vis. Vel hjemme var der så middag med suppe, steg

og kage. Når alle var mætte blev der danset til den lyse morgen.

Den første dag var for familie og nære venner. Næste dag gentog det hele sig for resten af byens voksne befolkning, og tredje dag var der spisning og dans for byens ungdom. Gæsterne var blevet indbudt ved at byens trommeslager var gået rundt i byen og trommet og råbt invitationen ud for alle. Det var ellers en skik der var døet ud de fleste steder dengang, men i Sangstrup holdt man fast ved den, og da jeg var barn lå bytrommen stadig på loftet på "Højmark".

De nærmeste naboer havde bidraget til festen med f.eks. en høne eller en snes æg eller hvad man nu havde, og de unge piger i byen havde hjulpet i køkkenet eller med servering.
Alle tre aftener blev der serveret rompunch under dansen. Det var rom med varmt vand og sukker der serveredes i store beholdere og østes op i kopper med en stor ske. Det gav en lystig stemning, og den slags danse man dansede dengang var nogle med fut og fart i! Det kunne blive ret vildt den sidste aften hver det var de unge der var med.

Ud på aftenen blev der serveret natmad. Det var brød og smør og forskellige slags pålægsmad, pølser, skinke o. s. v., så det var ikke småting der skulle på bordet.

Så skulle man tro festen var forbi, men det man ikke havde taget højde for, var vejret. Selv om det var 19. marts og skulle være forår, så blev der en forrygende snestorm der varede i flere dag, så alt var lukket og gæsterne kunne ikke komme hjem , men måtte blive og sove hvor de bedst kunne.

Og så fik Eva godt nok først travlt. Der var naturligvis en del levninger, men de slap hurtigt op, og da snestormen snarere til i stedet for at lægge sig var gode råd dyre.

Efter hånden kunne de gæster der boede nærmest, begynde at kæmpe sig gennem snemasserne og hjem på gåben, men den lange privatvej op til gården var helt lukket, og kom man så ned til vejen kunne man ikke komme videre, da alt var lukket af sne.
Så Eva fik for alvor brug for al sin kunnen for at sørge for mad til alle. Hun fik slagtet en gris og en kvie, så var der kød nok. Mælk fra køerne og æg fra hønsene var der nok af. Men brødet slap hurtigt op, så der måtte fyres op i den store bageovn og bages mere brød. Heldigvis havde gården et rigtigt komfur til at fyre i, så der kunne bages fin brød og kage.

Øllet slap også op, men det tog for lang tid at brygge nyt, så man måtte drikke mælk eller vand. Gården havde selv en brønd, og da det ikke frøs ret hårdt var det muligt at pumpe vand op. Og så var der jo tønden med rom fra slaveskibene i spisekammeret, hvis man trængte til noget der varmede.

De sidste der rejste hjem var Evas familie fra Vivild, men da var der også gået en uge, så det blev et bryllup man talte meget om, og som stadig erindres i familien nu næsten 150 år efter. Og Eva bestod prøven som husmoder med glans.

Så skal hverdagen som kone og husmoder til at begynde for Eva. Hun og Jens er jo ikke kærester, men de er arbejdsfæller og livsfæller, og har respekt for hinanden. Eva er glad for børnene, især de to yngste på 1 og 4 år. De har straks accepteret hende som mor. De kan jo ikke huske deres rigtige mor. De større børn er mere forbeholdne, men er glade for, at der er kommet styr på det hele.

Eva vil dog gerne selv have børn, og bliver glad da hun venter sig året efter. Men desværre er barnet hun føder dødfødt. Hun siger til sig selv, at det er hvad der sker, og året efter føder hun igen. Det er en lille dreng, som er levende nok og bliver

døbt Martin. Han trives bare ikke rigtigt, og læger dengang kunne ikke gøre ret meget, så han dør da han er 1 måned gammel.

Det er et hårdt slag for Eva, hun begynder at spekulere på om der er noget galt med hende, men efter igen et år føder hun en lille pige der kommer til at hedde Marie. Hun er et kvikt barn, og en rigtig lille solstråle som trives godt og er elsket af alle på gården. Og da hun får en lillebror fire år efter, som også er kvik er Eva lykkelig og ønsker ikke flere børn.

Marie er kvik og dygtig i skolen, hun læser og skriver flot oger god til at sy og brodere, og lillebror Johannes beundrer hende og elsker hende. De to små holder altid sammen mod deres ældre halvsøskende, der jo nu er ved at vokse op, og lidt efter lidt rejser hjemmefra.

Da Eva er omkring 10 år, får hun noget der ligner en slem forkølelse, men da den ikke vil stoppe igen og hun bliver ved med at være dårlig og hoste, bliver man klar over at hun har fået tuberkulose. Det var en slem sygdom som rigtig mange led af den gang, og de fleste der fik den døde af den.
Dengang var der ingen behandling der kunne helbrede den slemme sygdom, først 1946 fik man et middel der kunne hjælpe, og omkring den tid begyndte man også at vaccinere mod sygdommen, så nu er den erklæret udryddet i Danmark.

Det eneste man vidste der kunne hjælpe lidt var frisk luft, så Jens opførte en overdækket veranda som Marie kunne ligge på og hvile i den friske luft ogeftermiddagssol" Den slags verandaer kan stadig ses ved nogle gårde, og så ved man at der engang har været en tuberkelsyg på den gård.

Marie blev passet så godt som man kunne, men der var ikke noget at gøre, og hun døde 28. november 1892 da hun var 16 år gammel. Det

blev en trist jul på Højmark det år. Johannes var nu 12 år gammel, og var eneste barn i huset. De to søskende havde været hinandens bedste venner. Han kom aldrig over at have mistet hende, og hele sit liv havde han et billede af hende hængende i sin stue"

Johannes som soldat

For Eva var det nu sønnen Johannes al hendes håb stod til. Jens var efter hånden blevet gammel og svagelig, han var 64 år og dengang var det en høj alder. Eva var 10 år yngre og stadig ungdommelig og de var enige om at Johannes skulle overtage gården efter dem, og Eva blive boende så længe hun levede.

Det var så de fremtidsudsigter den 12 årige Johannes havde at se frem til. Han var godt begavet og kunne sagtens have studeret hvis han ville, men det kom ikke på tale. Da han var konfirmeret var han først et par år der hjemme som karl, Derefter et halvt år på højskole i Voldby, og så ud at tjene og lære mere landbrug.
1991dør Evas bror og kort efter også hans kone. Der er 3 halvvoksne børn der nu er forældreløse, og Jens siger til Eva, at da hun kom og tog sig af alle hans børn, måtte hun også tage sine brors børn til sig. Der var bl.a. en pige, Andrea på 17 år, som var meget køn og livlig, og den unge Johannes der var 13 var meget indtaget i hende. Han syntes at hun var så indtagende, medens han selv var stor og klodset, og ikke rigtig vidste hvad han skulle sige til hende.
De tre blev dog snart gift og etablerede sig selv. Pigernes bryllup stod på Højmark og broderen emigrerede til U.S.A. og blev gift med en dansk pige derovre. Johannes blev ved med at holde kontakt til fætteren, og det var spændende når der kom brev derovrefra.

Johannes selv gik nu i gang med at uddanne sig til sit fremtidige arbejde som bonde. Han tog plads på en gård ved Randers, hvor de var meget dygtige til køer og roeavl, derefter på en gård ved Horsens der var kendt for at være meget fremme med alt. Om vinteren dør Jens Kruse, og Johannes rejser hjem. Men da hans halvbror Marius stadig bor der hjemme og Eva selv kan drive gården sammen med ham, rejser Johannes til Samsø til en stor gård der er berømt for deres gode arbejde, for at lære lidt mere.

Herefter skulle han være soldat. Han fortæller ikke meget om soldatertiden, kun at han fik mange gode kammerater som han holdt kontakt i mange år. Han mødte som soldat 12. oktober 1900 og blev hjemsendt 1. oktober 1901. Og fra da af levede han så resten af sit liv på Højmark.

Andrea og Johannes med de første 6 børn, Christian kom til senere

Johannes var nu 21 år, og så småt begyndt at kikke efter en ægtefælle. En søndag var han kørende med sin mor til Karlby kirke. Lige da gudstjenesten skulle begynd kom en ung pige ind i kirken. Hun så at alle pladser i kvindesiden, (dengang skulle alle mænd sidde i højre side og alle kvinder i venstre side, det var gammel skik) men pigen satte sig frimodigt hos mændene, og det syntes Johannes var friskt gjort og forhørte

sig om hvem hun var. Han fik at vide at det var præstens tjenestepigeEt års tid senere var han i Grenå og skulle købe korn i en stor købmandsgård der dengang lå på torvet. Han havde sække med til kornet men opdagede at der var hul på den ene sæk.
Gårdskarlen fik så fat i pigen i købmandsgården for at hun kunne lappe sækken, og hvem dukkede op? Pigen fra Karlby kirke. De faldt i snak og drillerier fortæller, at han ugen efter og ugen efter igen mødte op med hullede sække.

Det er i hvert fald sandt at han blev forelsket og fandt ud af at hun hed Andrea og boede i Åstrup lidt uden for Grenå. Hendes søster Rasmine var gift med Ejeren af købmandsgården. Derfor hjalp hun til der.

Nu begyndte han at komme med når ungdommen i Åstrup mødtes. Desværre var der også en anden karl der var interesseret i Andrea, og de andre unge der fandt ud af hvad der foregik, fik hidset de to ungersvende op til at de skulle cykle om kap op af Åstrupbakken, en meget høj og stejl bakke der gik fra byen og op til Andreas forældres ejendom der lå oppe på bakken med en flot udsigt over havet nord for Grenå.

Sådan blev det, og så blev der godt nok trådt i pedalerne, Johannes var stor og stærk og i god form, så det blev ham der vandt pigen. Der var ingen der spurgte pigen, men hun må have været godt tilfreds med resultatet, for de blev forlovede.

9. oktober 1905 blev de så gift i Grenå kirke, og Andrea flyttede ind som kone på Højmark. Johanne' mor Eva blev jo boende, så det har måske været svært for en ny ung kone at flytte ind. Men da det var en stor gård hvor der altid kom mange på besøg var det jo også en hjælp. Og da de allerede knap et år efter fik en søn, Var Eva stolt som bedstemor, og fandt sig rette i den rolle.

Andrea var en stor og sund kone, og børnene kom i rask følge og var sunde og levedygtige. Nr. 2 var en pige, derefter igen en søn og en pige (min mor) og til slut 3 drenge. Den yngste var en efternøler der blev født 9. juni 1920, den dag kong Chr. 10 red over grænsen efter Danmark havde fået Sønderjylland tilbage fra Tyskland, så han blev selvfølgelig døbt Christian. Eva nåede at se de første 4 inden hun døde i 1914. Det må have været en stor glæde for hende at se slægten fortsætte.

Den ældste pige, Elin begyndte at skrante da hun var et par år, og de var bange for at hun ikke ville leve. Hun havde fået "Engelsk syge" som man kaldte det dengang. Det kommer af mangel på vitamin D, men dengang kendte man ikke rigtig noget til vitaminer. Johannes ville ikke bare se på at barnet døde, så han spændte for jumben og kørte med hende til Randers, der var der en læge der var god til børn. Han fik at vide at barnet skulle have kærnemælk i stedet for sødmælk og så ud i solen, og så kom hun sig.

Johannes havde hørt, at der på Askov højskole var nogen der arbejdede med at fremstille elektricitet. Dem tog han kontakt med, og det endte med at han sammen med andre interesserede, fik bygget et elektricitetsværk i Voldby og man fik elektrisk lys i omegnen allerede i 1912. Det var inden de fik det i Grenå! Det var et stort fremskridt, både i husholdningen og i landbruget.
Johannes var i det hele taget meget for fremskridt og hvad det førte med sig. I 1914 købte han bil. Det var nummer 4 i Grenå politikreds. Kørekort fik han ved at smeden lærte ham hvordan bilen fungerede, så kunne politimesteren i Grenå udstede kørekort til ham. Der var jo ikke meget trafik på vejene den gang, og bilerne kunne heller ikke køre så stærkt.

Nu kunne familien så rigtig komme omkring og besøge alle Johannes' halvsøskende der boede rundt omkring på egnen, så det blev til mange ture. Men også længere ture blev det til. Da Danmark havde fået Sønderjylland til bage, skulle Johannes da også der ned og se hvordan der så ud .

1914 udbrød 1. verdenskrig, og da vi i Danmark ikke vidste om vi kunne blive inddraget, blev flere årgange tidligere soldater indkaldt. Det betød at Johannes også måtte med. Selv om han havde gården, kone og 4 børn, måtte han forlade alt og stille op ved militæret. Det var en svær tid for dem alle.

De havde godt nok dygtige folk til at tage sig af landbruget, men da Johannes var begyndt at forsøge med frøavl, vidste forkarlen ikke altid hvad der var det rigtige at gøre. Der var bl.a. et stykke med hvidkålstrø, og da høsten nærmede sig sad han inde hos Andrea og græd, fordi han ikke vidste hvordan han skulle høste det. Andrea græd med, for hun vidste det heller ikke.
Heldigvis fik soldaterne høstorlov, så Johannes kom hjem og høsten blev klaret.
Hvidkålsfrø viste sig for øvrigt at være et heldigt valg. Et år var vinteren så hård, så alt hvidkål i Danmark frøs, kun på Højmark klarede det sig. Det var vel fordi den lå ved havet der kunne holde frosten borte. Det medførte at hvidkålsfrø blev solgt til svimlende summer, og de blev meget rige.

De fik købt nye møbler, Chesterfiled lædermøbler til dagligstuen og røde plys møbler i mahogni til havestuen.

Johannes vedblev livet i gennem med at forsøge nye afgrøder. Det sidste han tog fat på var avl af tulipanløg. Det var et fantastisk syn når hele marken stod i blomst, og folk kom fra nær og fjern for at se det . Det var igen gårdens beliggenhed ved havet der gavnede, frosten var aldrig så hård og foråret kom t idligt .

 I starten foregik alt med håndkraft , og det gav arbejde til konerne i byen der dengang ellers var hjemmegående husmødre, så det var en velkommen indtægt i de hjem. Løgene skulle sætt es, når de blomstrede skulle hovederne plukkes af, så skulle løgene samles op når de var visnede og så skulle de sorteres efter størrelseog renses før de store blev solgt og de små blev sat i jorden igen.

Da Johannes blev 75 år solgte han gården til sin søn Christian der længe havde boet og været medarbejder der sammen med sin kone Magda og deres efterhånden 3 piger. Men han beholdt stadig et stykke jord til tulipaner så han havde noget at gå op i. Han og Andrea fik indrett et en lejlighed i den ene ende af stuehuset og boede der til deres død. Andrea døde da hun var 84 år gammel og Johannes nåede at blive 96 år.