Han var bornholmer og blev født 1844 i Aaker sogn, Efterhånden blev der 12 børn ved to mødre i det lille landbohjem, så der var noget at se til med at skaffe føden.
Vest var af det sidste hold børn,
og lignede sin moder, from, klog og smuk, som hun var. At han blev en god for tæller, var sikkert også medfødt og en arv efter moderen. Han egnede sig ikke til landmand, og »fordi han ikke duede til andet«, skulle han være
degn. 18 år gammel kom, han på Jonstrup Seminarium, hvor han på grund af sine gode evner og sin muntre elskværdige optræden, snart blev både afholdt og respekteret af lærere og elever.
1865 blev han demitteret
med første karakter og kom senere i huset hos pastor Vilhelm Bech i Ørum, som blev ham en god ven og støtte. En vinter rejste han som »Kolportør« for Indre Mission og holdt ved samme tid en række møder
i Voldby skole. Da de havde brug for en andenlæret ved skolen, blev han sommeren 1868 ansat der, og da var det, han fik tanken om at begynde en højskole i byen.
Vest støttedes i tanken om en højskole paa stedet af lærer
Jacobsen i Voldby, som gik saa stærkt ind derfor, at han tog med ham rundt til folk for at hverve elever, og det lykkedes så godt, at skolen kunne begynde en af de første dage i november med 12 elever. Dengang kunne en mand med ildhu begynde
en højskole, dersom han bare havde et lokale at holde skole og et sted at bo selv. Begge dele fik Vest hos gårdejer Thomas Jensen. Men begge rummene var små, som forholdene i øvrigt var det. Til den festlige åbningshøjtidelighed
var mange af egnens folk mødt, og blandt talerne var Vest og lærer Holm fra Hammelev.
Under disse yderst beskedne kår holdtes skole de to første vintre. Så blev der for lidt plads, fordi elevtallet steg. Derfor flyttede
Vest skolen hen i Jørgen Bildes pæne havestue i en anden af byens gårde.
Jørgen og hans kone Mariane kom til at betyde overordentlig meget for Vest og hans skole. De var milde og venlige og gjorde alt for, at skolen skulle
gå godt. Det gjorde den også. Til vinterskolen 1872 var der indmeldt 30 elever, og de kunne ikke rummes i stuen. Derfor blev den ombyttet med storstuen, og så gik det.
De første vintre holdt Vest kun skole for karle; men ved
maj 1872 åbnedes den første pigehøjskole i Voldby, og med denne ordning fortsattes der i årene fremover.
Hvad angår undervisningen, var det noget, der lå godt for Vest. Han var en stor arbejdskraft i skolestuen.
Derfor kunne han holde ud fra 9 morgen til sent på aftenen uden at trættes. Der var liv over undervisningen, hvorfor eleverne også fik lært så meget af de reelle fag: historie, geografi, naturfag, regning, skrivning og dansk,
foruden at de fik en god menneskelig og kristelig påvirkning. Og han holdt af eleverne, og de af ham.
Men han var jo ungkarl og stillede ikke store fordringer til sig selv. Hans ”privatbolig” beskrives således af en af eleverne
fra den tid,: »Der var kalkede Vægge og lergulv, og møblementet ville vel have ondt ved at stå for kritik, ialtfald nu til dags. Men væggene var altid hvide og pæne, uden støv og spindelvæv, og lergulvet
var jo som vi selv havde det hjemme i vort herberg, og dertil var det strøet med fint havsand. Og solen skinnede, når ikke lampen gjorde det, og lunt og hyggeligt var der frem for anden steds, og altid med passende »røgelse«
af tobak; thi Vest var alle dage en god ven af en god pibe tobak, og forud for enhver samtale og under denne gik der mange tændstikker med i løbet. Nok sagt, der var rarere i Vests kammer end alle andre steder«.
Nu skete der det,
at Vest blev forlovet med frk. Henriette Petri, en søster til fru kapellan Petri i Karlby. Hun var en præstedatter fra Karlslunde på Sjælland og kom jævnligt på besøg i Karlby, og derigennem stiftedes bekendtskabet,
som førte til forlovelse og ægteskib. Brylluppet stod 8. april 1874, og parret kom til at bo en lille tid i en lille lejlighed i Kristen Sloths stuehus på Voldbygård. Fru Vest var en elskelig Kvinde, som forstod og fuldt ud tog del
i sin mands gerning og blev ham en værdifuld støtte i det slidsomme arbede.
En tid efter brylluppet døde fru Vests fader, og efter ham arvede Vests 10.000 kr. Pengene blev brugt til at købe hus med jorlod på 8 tønder
land lidt uden for byen, og der blev der i sommeren 1876 bygget en højskole. Efter den tids forhold blev det en bygning der fuldtud svarede til de forventninger, man måtte stille til den. Senere, i 1884, købtes en lille gård
på 20 tønder land til skolen, og medens Vest mest selv hidtil havde passet det lille landbrug, blev det nu nødvendigt at holde en karl, og desuden havde familien den fordel nu at være kørende selv.
De første år
af halvfjerdserne lå elevantallet mellem 20 og 30, men ikke ret ofte over 30. De sidste år af dette årti og ind i firserne dalede elevtallet i Voldby som på de fleste andre højskoler. Det var krisetiderne, der gjorde sig gældende;
men i denne forbindelse må man huske på, at på den tid var der ikke noget, der hed statsunderstøttelse. Men Vest klarede sig da igennem; det var vist især hans landbrug, der hjalp ham.
Da fru Vest efter få dages
sygdom i en alder af 53 år den 23. oktober 1893 døde af difteritis, var det et meget hårdt slag for Vest og børnene. Det havde nær sat ham helt i knæ, og sorgen og savnet forvandt han vist aldrig. I Voldby kirke hænger
en smuk sølvkrans, som gamle elever lagde på hendeskiste dengang.
Indtil 1907 holdt Vest skole. De sidste år dog med små elevtal. Han var blevet gammel og svagelig, og 1908 overdrog han skolen til Aage Jensen, som, 1909 byggede'en
ny skole helt fra grunden og på et andet sted ret nær derved.
Vest døde den i. juli 1909. Han og fru Vest ligger begravet på Voldby kirkegård, hvor et smukt mindesmærke er rejst på deres grave.
Jeppe
og Henriette Vest fik 6 børn hvoraf den yngste var 10 år da moderen døde.